INDGANGSBØN

Lad os alle bede.

Herre, vi er kommet her for at møde din kærlighed og sandhed. Send os din Helligånd og gør os åbne for, hvad du vil sige til os. Lad ordet slå rod i vore hjerter, så du lever i os og vi bliver et i dig og tjener dig i alle ting. Amen.

UDGANGSBØN

Lad os alle bede.

Herre, vi takker dig fordi vi går herfra med din fred. Fri i din nåde og bundet i kærlighed til dig og vor næste. Bliv hos os med din velsignelse og giv os styrke til at leve efter din vilje. Amen

PRÆDIKEN MARIÆ BEBUDELSE

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: 

Da sagde Maria: »Min sjæl ophøjer Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min frelser! Han har set til sin ringe tjenerinde. For herefter skal alle slægter prise mig salig, thi den Mægtige har gjort store ting mod mig. Helligt er hans navn, og hans barmhjertighed mod dem, der frygter ham, varer i slægt efter slægt. Han har øvet vældige gerninger med sin arm, splittet dem, der er hovmodige i deres hjertes tanker; han har styrtet de mægtige fra tronen, og han har ophøjet de ringe; sultende har han mættet med gode gaver, og rige har han sendt tomhændet bort. Han har taget sig af sin tjener Israel og husker på sin barmhjertighed som han tilsagde vore fædre – mod Abraham og hans slægt til evig tid.” (Lukasevangeliet 1,46-55)

 

Et sted langs Via Dolorosa i Jerusalem, på vejen til Golgata, tager Maria afsked med sin søn. Hun lægger armene om ham, knuger ham ind til sig og kysser ham en sidste gang. Så må hun slippe ham, han går sin tunge gang med korset på ryggen, mens hun står tilbage, og afstanden i mellem dem vokser. Hun kan ikke følge ham i døden.

I dag ligger der et kapel, der markerer pletten, hvor de to sagde farvel. Kapellet er så fint indrettet med en helt særlig mosaik i gulvet: En meget gammel mosaik, blåt i hvidt, af et par små sandaler, Marias sandaler, lagt i gulvet lige dér, hvor hun bliver efterladt.

Man mærker, når man står i kapellet, et ekko dybt i sig selv af den sorg, Maria må have følt, da hun stod dér alene. Den største og mest ensomme sorg, en mor kan gennemleve. Og det tænker jeg på, når jeg hører beretninger fra det hårdtramte Italien, om familier, der må tage afsked med deres Coronasyge kære på afstand, via telefon eller iPad. Beretninger, der hiver i hjertestrengene.

Endnu har vi ikke hørt så meget fra de ramte familier i Danmark, men en stødt stigende statistik viser os, at de er derude. Vi ved, at ikke alene lever danskere lige nu på afstand, men de dør også på afstand. Mennesker mister hinanden på afstand. Og vi ved, at en statistik ikke kun er noget, der rammer de andre. Det kunne lige så vel være os, som det er dem. Det kan lige så vel blive os.

Det efterlader en skræk i maven på nogle af os, os ikke mindst, der er adskilt fra vore kære af hav eller landegrænser. Kærligheden bliver et øjeblik lig med frygten for at miste. Jeg mærker det selv. Jeg har en datter i det kaosramte London. Jeg taler med hende hver dag, men jeg ånder ikke lettet op, før jeg igen kan tage hende i favnen.

Det er en dejlig tekst til i dag, Marias højsang kaldes den. Maria er gravid, og under et besøg hos sin kusine Elisabeth, mærker hun for første gang liv. Hun mærker barnet i sig sparke. Det er stort sådan at mærke liv for første gang. Det er et helt mirakel, også for Maria. Den frygt, der har fyldt hende, forsvinder, frygten for, hvordan det hele skal gå med hende og barnet. Og vi, der jo kender slutningen på historien, ved, at Maria har al mulig grund til at frygte for fremtiden. Men lige da fyldes hun af taknemmelighed over det liv, der vokser i hende. Det er en taknemmelighed, der fejer alt andet til side, og hun bryder ud i jubel.

I disse mærkelige dage har Gud benådet os med solskin og med et tidligt forår. Vi oplever den årlige opstandelse af alt, hvad der spirer og gror i Guds grønne natur. Vi oplever den præcis nu, hvor vi trænger allermest til den. Vi mærker solen på vores næse og kinder og en mild vind puste til det uklippede hår. Vi mærker, hvordan depoterne bliver fyldt op.

Ligesom Maria mærker vi liv, vi mærker det nu og her, også selv om morgendagen kan se meget anderledes ud. Vi mærker det boble i os og omkring os, og vi bliver mindet om, at hvor der er liv, er der håb. Også i disse tider. Hvor der er liv, er der håb. Og hvor der er evigt liv -  evigt tilbagevendende liv - dér er der også evigt håb, alt andet til trods.

Amen.

SØNDAGENS TEKSTER OG SALMER

Mariæ bebudelse

29-03-2020

Tekstrække: Anden række

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Engang viste Herren sig ved Mamres Ege for Abraham, mens han sad i teltåbningen på den varmeste tid af dagen. Han så op og fik øje på tre mænd, som stod der, og da han så dem, løb han dem i møde fra teltåbningen og kastede sig til jorden for dem. Han sagde: »Herre, hvis jeg har fundet nåde for dine øjne, så gå ikke din tjener forbi. Lad mig hente lidt vand, så I kan få vasket støvet af jeres fødder og hvile ud under træet. Så kommer jeg med lidt mad, så I kan styrke jer, nu da jeres vej falder forbi mig, jeres tjener. Bagefter kan I drage videre.« De svarede: »Gør blot, som du siger.« Abraham skyndte sig ind i teltet til Sara og sagde: »Tag hurtigt tre sea fint mel, ælt det, og bag brød.« Selv løb Abraham ud til kvæget og tog en god og fin kalv; den gav han til karlen, som skyndte sig at tilberede den. Derpå tog han tykmælk og mælk og den kalv, som var blevet tilberedt, og satte det for dem. Selv stod han hos dem, mens de sad og spist under træet. Så spurgte de ham: »Hvor er Sara, din kone?« Abraham svarede: »Hun er inde i teltet.« Da sagde han: »Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har din kone Sara en søn!« Sara stod og lyttede i teltåbningen bag ham. Nu var Abraham og Sara gamle, højt oppe i årene, og Sara havde det ikke længere på kvinders vis. Sara lo ved sig selv og tænkte: »Skulle jeg virkelig føle begær, efter at jeg er blevet affældig, og min herre er blevet gammel?« Men Herren sagde til Abraham: »Hvorfor ler Sara og tænker: Skulle jeg virkelig få børn nu, da jeg er blevet gammel? Intet er umuligt for Herren! Næste år ved denne tid kommer jeg tilbage til dig, og så har Sara en søn.« Men Sara løj: »Jeg lo ikke,« sagde hun, for hun var bange. Men han svarede: »Jo! Du lo!«

 Første Mosebog 18,1-15

Eller

* Denne hellige lektie skriver profeten Esajas: Herren talte på ny til Akaz: »Bed om et tegn fra Herren din Gud, nede fra dødsriget eller oppe fra det høje.« Akaz svarede: »Jeg vil ikke bede om noget tegn, for jeg vil ikke udæske Herren.« Da sagde Esajas: »Hør nu, Davids hus. Er det ikke nok, at I er mennesker til besvær? Skal I også besvære min Gud? Men Herren vil selv give jer et tegn: Se, den unge kvinde skal blive med barn og føde en søn, og hun skal give ham navnet Immanuel.«

 Esajas' Bog 7,10-14

Epistlen skriver apostlen Paulus i sit første brev til korintherne: For da Gud i sin visdom ikke ville, at verden skulle kende ham gennem sin egen visdom, besluttede Gud at frelse dem, som tror, ved den dårskab, der prædikes om. For jøder kræver tegn, og grækere søger visdom, men vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger; men for dem, der er kaldet, jøder såvel som grækere, prædiker vi Kristus som Guds kraft og Guds visdom. For Guds dårskab er visere end mennesker, og Guds svaghed er stærkere end mennesker. For tænk på, brødre, hvordan det var med jer selv, da I blev kaldet: I var ikke mange vise i verdslig forstand, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme. Men det, som er dårskab i verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, som er svagt i verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme, og det, som verden ser ned på, og som ringeagtes, det, som ingenting er, udvalgte Gud for at gøre det, som er noget, til ingenting, for at ingen skal have noget at være stolt af over for Gud. Men ham skyldes det, at I er i Kristus Jesus, som er blevet visdom for os fra Gud, både retfærdighed og helligelse og forløsning, for at »den, der er stolt, skal være stolt af Herren,« som der står skrevet.

 Første Korintherbrev 1,21-32 

Mariæ bebudelse

DDS 441 Alle mine kilder skal være hos dig

DDS 217 Min Jesus, lad mit hjerte få

Motet: Maria gennem torne går

 

 

ORD TIL TRØST

Livet ville føles lyst som på en solskinsdag;
selv på mørke dage ville du mærke morgenlyset.
Så kunne du stole på, at der var håb for dig,
se dig trygt omkring og lægge dig til ro;
Jobs Bog, kapitel 11, vers 17-18

Gud vil gå foran dig og være hos dig. Han vil aldrig svigte dig, og du skal ikke være bange.
Femte Mosebog, kapitel 31, vers 8

Herren er min hyrde, jeg savner ingenting.
Han lader mig ligge i den grønne eng.
Han fører mig til det stille vand.
Han giver mig mod og viser mig vej,
den rette vej.

Selvom jeg går i dødsskyggens dal,
frygter jeg ingenting,
for du er med mig, du er min hyrde,
du gør mig tryg.
Salmernes Bog, kapitel 23, vers 1-4