PINSEDAG

 

31-05-2020

Tekstrække: Anden række

Denne hellige lektie skriver profeten Jeremias: Der skal komme dage, siger Herren, da jeg slutter en ny pagt med Israels hus og med Judas hus, en pagt, der ikke er som den, jeg sluttede med deres fædre, den dag jeg tog dem ved hånden og førte dem ud af Egypten. De brød min pagt, skønt det var mig, der var deres herre, siger Herren. Men sådan er den pagt, jeg vil slutte med Israels hus, når de dage kommer, siger Herren: Jeg lægger min lov i deres indre og skriver den i deres hjerte. Jeg vil være deres Gud, og de skal være mit folk. Ingen skal længere belære sin landsmand og sin broder og sige: »Kend Herren!« For alle kender mig, fra den mindste til den største, siger Herren. Jeg tilgiver deres skyld og husker ikke længere på deres synd.

 Jeremias' Bog 31,31-34

* Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte: »Hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere – vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«

 Apostlenes Gerninger 2,1-11

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« 

 Johannesevangeliet 14,15-21

PINSEPRÆDIKEN OVER JOHANNESEVANGELIET 14,15-21:

Jesus sagde: »Elsker I mig, så hold mine bud; og jeg vil bede Faderen, og han vil give jer en anden talsmand, som skal være hos jer til evig tid: sandhedens ånd, som verden ikke kan tage imod, fordi den hverken ser eller kender den. I kender den, for den bliver hos jer og skal være i jer. Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer. Endnu en kort tid, og verden ser mig ikke længere, men I ser mig, for jeg lever, og I skal leve. Den dag skal I erkende, at jeg er i min fader, og I er i mig og jeg i jer. Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham.« Amen

En svale havde forvildet sig ind i mit køkken gennem et åbent vindue. Mens jeg så nænsomt som muligt forsøgte at vise den vejen ud, kom jeg i tanke om et brev, som polarforskeren Knud Rasmussen engang skrev til sin elskerinde. Brevet indgår i Niels Barfoeds bog, Manden bag helten, der udkom i 2011, men jeg har været så heldig at se originalen. Knud Rasmussen sidder i familiens hjem i Hundested og skriver brevet, men længes ud i verden igen. Han fortæller i brevet, hvordan han efter frokost med familien gerne vil være alene og går op på sit arbejdsværelse for at ryge en cigar. Mens han ryger, får han øje på en sommerfugl, der flakser rundt i vinduet, og han lukker den ud.

Jeg ved ikke, hvorfor, skriver han, men jeg tålte ikke andre fanger i min stue.

Jeg tålte ikke andre fanger i min stue. Knud Rasmussen følte sig som fange i sit hjem, skønt - det var ikke noget dårligt hjem. Det er museum i dag, så man kan selv gå ind og se efter. Men fange kan man være i selv den bedste tilværelse, hvis det ikke er den tilværelse, man vil. Han var en fri ånd, Knud Rasmussen. Fri som fuglen, fri som sommerfuglen.Vi fejrer ånden i dag, Pinsedag. Vi fejrer den ånd, Gud indblæste i Adam, da han skabte mennesket som et levende, åndende og tænkende væsen, og vi fejrer den ånd, Jesus efterlod os i sit sted, Helligånden, der gør os til medmennesker i fællesskabet med hinanden. Vi fejrer den ånd, der er det guddommelige i hver eneste af os og forbinder os med hinanden. Og er det ikke netop sådan, ånden har det bedst? Som svalen i mit køkken, som sommerfuglen i Knud Rasmussens stue. Fri under Guds åbne himmel? Fri for at flakse, fri til at flyve?

Vi har det med at lukke hinanden inde. Og os selv. Det sidste er næsten det værste. Hvordan laver man om på det uden at såre andre mennesker? Hvordan lukker man sig selv ud igen uden at spærre andre inde i konsekvenserne? Ulykkelige mennesker er blevet i en relation, i et job et helt liv igennem for ikke at gøre andre ulykkelige. De har levet med ånden lænket til en radiator. Og når jeg bruger det billede, så er det, fordi en kollega, der er feltpræst, for nylig fortalte, at man som feltpræst i hæren lærer, hvad man skal gøre, hvis man tages som gidsel. Hvis man holdes lænket til en radiator, som hun sagde. Håb og drømme kan ingen lænke. Heller ikke tro for den sags skyld. Ånden er fri, om end kroppen er fanget. Det er det, man i hæren lærer.

Det er et udtryk for den filosofi, vi kender som stoicismen. Den har sine rødder i antikken, og en af dens allerstørste tænkere var den tidligere slave Epiktet. Som slave havde han levet i en krop, der tilhørte andre. Han vidste, om nogen, hvad det vil sige at være spærret inde. Epiktet mente, at ånden var fornuftbåren. At man langt henad vejen kunne overleve ved at tale den til rette, uanset de fysiske forhold. At man med andre ord kunne tage sig sammen. Det er en praktisk og beundringsværdig tilgang, synes jeg. At møde alskens ulykke med ophøjet ro. Men det er også til tider en umulighed. Følelse og fornuft kan ikke nødvendigvis forenes i det fælles projekt, der handler om at holde ånden i live. Det er erkendte stoikerne også, og derfor lå selvmordet for dem som en acceptabel udvej.

At tage sit eget liv er en vej ud, ganske vist, men det er ikke en vej frem, det kan vi nok blive enige om. Det er slet ikke en vej, der gør nogen lykkelig. I skal leve, siger Jesus til os i dagens tekst. I skal leve! Leve kan man selv sagt ikke, hvis man er død. Men leve kan man heller ikke, hvis ånden er stækket. Leve kan man kun i den allerbredeste forstand, når ånden ikke flakser forvildet rundt, men er fri til at brede sine vinger.

Samtidig kan man kun leve kærligt ved ikke at stække ånden i andre. Vi kender alle historien om manden, der en aften gik ud efter cigaretter og aldrig kom hjem igen. Manden, der efterlod konen alene med børnene og huslånet, fordi han ikke kunne finde en anden vej ud af det liv, han følte sig indespærret i. Uden at spørge konen, om hun mon også følte sig indespærret. Jeg kendte en mand, der stak af til Mexico, bare sådan. Det er rigtigt. Han kunne ikke få sig selv til at sige til sin kone, at han ville skilles. Det duer ikke. Det er heller ikke nogen løsning. Hun var såret resten af sine dage, mens han sad i Mexico og var plaget af skyld. Nu var ånden var lænket til bitterhed og dårlig samvittighed i stedet.

Kunsten er at sætte ånden fri uden at lukke vinduet i for alle de andre omkring os. At leve i respekt for den ånd, Gud har indblæst i hver eneste af os, den ånd, der gør os til et fællesskab af levende, åndende væsner, så vi alle er fri til at leve i den allerbredeste forstand. Og det er en svær kunst, man kan bruge hele livet på at mestre. Det er svært at lade ånden leve i sin partner, i sine børn, i sine venner og kolleger, i sine landsmænd, i sine medmennesker verden over. Det er svært, når man samtidig skal holde på, at ånden skal leve i en selv. Ikke at give unødigt afkald, ikke at lade andre gøre det heller. Det er en kunst, der skal læres i småbidder, en dag ad gangen, tror jeg. Jeg spørger mig selv hver dag, om det nu også er sådan, jeg lever. Det er kun de færreste dage, jeg med ærlighed kan svare ja.

Men lad os da tage det en dag ad gangen. Og lad os begynde med dagen i dag. Pinsedag, hvor vi netop fejrer ånden. Lad os begynde med at lukke ånden ud, lukke den ud gennem Grundtvigs dejlige salmer, og lade den svæve resten af dagen deroppe i Guds himmel over lammeskyerne.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud
Fader, Søn og Helligånd,
Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,
Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Amen.

Pinsedag

DDS 290 I al sin glans nu stråler solen

DDS 294 Talsmand som på jorderige

DDS 321 O kristelighed

DDS 291 Du som går ud fra den levende Gud

 

Motet: Pingst

Högt över land och vatten

sig pingstkvällens stärnor tänt,

och sången doftar i natten,

som man kostelig rökelse bränt.

Som solsken den dimmorna skingrar,

den stiger från världarnes ort

och klappar med vitaste fingrar

på himlarnes stängda port.


 

 

If ye love me, keep my commandments.
And I will pray the Father,
and he shall give you another comforter,
that he may 'bide with you forever;
E'en the sp'rit of truth.

Johannes 14, 15-17