PRÆDIKEN TIL 20. SØNDAG EFTER TRINITATIS VED SOGNEPRÆST MEGHAN W. JAKOBSEN

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: 

Jesus sagde: »Men hvad mener I? En mand havde to sønner. Han gik hen til den første og sagde: Min søn, gå ud og arbejd i vingården i dag. Men han svarede: Nej, jeg vil ikke! Bagefter fortrød han og gik derud. Så gik han til den anden søn og sagde det samme til ham. Han svarede: Ja, herre! men gik ikke derud. Hvem af de to gjorde deres fars vilje?« De svarede: »Den første.« Jesus sagde til dem: »Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer. For Johannes kom til jer og lærte jer vejen til retfærdighed, og I troede ham ikke, men toldere og skøger troede ham. Og skønt I så det, angrede I heller ikke bagefter og troede ham. Hør endnu en lignelse! Der var en vingårdsejer, som plantede en vingård og satte et gærde om den, og han gravede en perse i den og byggede et vagttårn. Han forpagtede den bort til nogle vinbønder og rejste udenlands. Da høsttiden nærmede sig, sendte han sine folk til vinbønderne for at få sin høst. Men vinbønderne greb hans folk, og én pryglede de, en anden dræbte de, og en tredje stenede de. Han sendte nogle andre folk, flere end første gang, men de gjorde det samme ved dem. Til sidst sendte han sin søn til dem, for han tænkte: De vil undse sig for min søn. Men da vinbønderne så sønnen, sagde de til hinanden: Det er arvingen. Kom, lad os slå ham ihjel og få hans arv. Og de greb ham og smed ham ud af vingården og slog ham ihjel. Når nu vingårdens ejer kommer, hvad vil han så gøre med de vinbønder?« De svarede ham: »Et ondt endeligt vil han give de onde og overlade vingården til andre vinbønder, som vil give ham høsten, når tiden er inde.« Jesus sagde til dem: »Har I aldrig læst i Skrifterne: ›Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten. Det er Herrens eget værk, det er underfuldt for vore øjne?‹ Derfor siger jeg jer: Guds rige skal tages fra jer og gives til et folk, som bærer dets frugter. Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse.« Amen.

 Matthæusevangeliet 21,28-44

Sandelig siger jeg jer: Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer.

Jeg faldt i snak med en kirkegænger efter højmessen i Østerlars i sidste uge. Han var katolik, viste det sig, fra Jylland et sted, men var på besøg her på øen med sin familie. Og de havde altså været til gudstjeneste hos os, og til nadver. Det blev jeg glad for. Jeg har stor respekt for den katolske kirke, og jeg glæder mig altid, når vi mødes på midten et sted. Vi tjener trods alt den samme herre.

På samme måde blev jeg glad for pavens seneste udmelding omkring homoseksuelles ret til at indgå i registrerede partnerskaber, paven, som jo er overhoved for den katolske kirke:

”Homoseksuelle har ret til at være en familie,” sagde han. ”De er Guds børn og har ret til en familie.”

Det er en holdning, han deler med langt de fleste folkekirkepræster, der endda har taget skridtet videre og nu vier par af samme køn i kirken. Langt de fleste folkekirkepræster, siger jeg, men altså ikke langt de fleste folkekirkepræster her på øen. Her på øen udgør de en minoritet. Og det er paradoksalt, synes jeg. For det er for længst afgjort, at seksualitet ikke er noget man vælger, lige så lidt som man vælger det køn, man er født med.

Det er paradoksalt, ligesom det er paradoksalt, at en katolik vil modtage nadveren fra mig, en kvindelig præst, mens der findes medlemmer af min egen kirke heromkring, der ikke vil. Og der er altså ingen kvindelige præster i den katolske kirke overhovedet. Men det paradoksale ligger i, at det er os i den lutherske kirke, der burde være fritænkende og favnende. Vi hører jo til i den lejr, der i sin tid indledte opgøret med den katolske kirke, reformationen. Fordi kirken havde for stor magt over menneskers liv, fordi kirken bestemte, hvem af Guds børn, der var dømt ude eller inde.

Ideen bag reformationen var, at kirken skulle være for folket, hele folket, også de andre folk. Den skulle være inkluderende, ikke ekskluderende. For netop sådan er Guds kærlighed – inkluderende, ikke ekskluderende. Hvordan er det dog gået til, at vi fritænkere bliver overhalet indenom af katolikkerne? At katolikkerne er begyndt at tænke friere end os?

Det handler om magt, tror jeg, hvis jeg skal besvare mit eget spørgsmål. Ligesom dagens lignelse om vingården handler om magt. Eller viljen til magt, for nu at låne et udtryk af filosoffen Nietzsche. Og den er man til fals for uanset trosretning:

Det er ikke nok for vingårdsbønderne at forpagte jorden, at glæde sig over den del af høsten, der tilkommer dem, de vil også eje, de vil eje det hele, og de vil eje på bekostning af andre. På samme måde er det ikke nok for nogle at være Guds elskede børn, de vil også være Guds eneste børn, og det vil de være på bekostning af andre. Nogen må være forkert, for at de kan være rigtige. Og i den sammenhæng er det altid det nemmeste at slå ned på dem, der ikke selv kan gøre for det. Dem, der ikke kan gøre for, at de elsker nogen af samme køn, for eksempel, fordi de bare er født sådan.

Sidste gang jeg stod her og prædikede om al verdens undertrykte, blev en kirkegænger så vred på mig, at han ringede mig op bagefter. ”Hvad kommer de mig ved?” spurgte han mig i telefonen. Hvad skulle jeg svare til det? Toldere og skøger skal gå ind i Guds rige før jer, siger Jesus. Den dag du dør og står foran perleporten, så står der 100 i køen foran dig, 100 af al verdens undertrykte. Pladsen er deres, før den er din, fordi du ikke fandt plads til dem i verden, mens du levede.

Man kan gøre noget forkert, men man kan ikke være forkert, plejer jeg at sige til mine konfirmander. Og det siger jeg, fordi Jesus gang på gang fortæller os, at Gud elsker alle sine børn. Gud elsker alle sine børn. Han elsker ikke på basis af køn eller seksualitet, for han har selv skabt os forskellige. Vi opnår ingen magt eller status i menneskehedens store familie ved at skubbe nogen ud, vi opnår kun at gøre verden ulidelig at leve i for os selv og ikke mindst for andre. Og det gælder i den katolske og lutherske kirke, lige så vel som det gælder nede i missionshuset.

Det er ikke os, der bestemmer, hvem Gud elsker. Det er Gud, der bestemmer. Det er Gud, der bestemmer! I mellemtiden er der druer nok til alle i denne livets vingård, hvis vi bare er flinke til at dele og til at nøjes med det, der tilkommer os.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud

Fader, Søn og Helligånd,

Du, som var, er og bliver én sand treenig Gud,

Højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.

Her kan du finde søndagens tekst og forslag til salmer.

GUDSTJENESTE I ØSTERLARS KIRKE