DDS 99 Velkommen igen, Guds engle små

O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i Himlen! lad det ske,
lad julesorgen slukkes!

DDS 100 Kimer i klokker

Julen er kommet med solhverv for hjerterne bange,
jul med Guds-barnet i svøb, under englenes sange,
kommer fra Gud,
bringer os glædskabens bud.
Æren er Guds i det høje!

DDS 118 Julen har englelyd

Sorg er til glæde vendt,
klagen endt!
Vor glæde skal hver tunge
udsjunge!
Syng med Guds engleskare
på Jesu fødselsdag
om fred trods nød og fare,
Gud Faders velbehag,
som vil al sorgen vende
til glæde uden ende;
bær os på børnevis
ind i Paradis!

DDS 125 Mit hjerte altid vanker

Ak, kom! jeg vil oplukke
mit hjerte, sjæl og sind
med tusind længselssukke,
kom, Jesus, dog herind!
Det er ej fremmed bolig,
du har den selv jo købt,
så skal du blive trolig
udi mit hjerte svøbt.

DDS 103 Barn Jesus i en krybbe lå

Hver sorgfuld sjæl, bliv karsk og glad,
ryst af din tunge smerte!
Et barn er født i Davids stad
til trøst for hvert et hjerte;
til barnet vil vi stige ind
og blive børn i sjæl og sind.
Halleluja, halleluja, barn Jesus!

PRÆDIKEN TIL JULEDAG VED FRANK KÆRGAARD

Juledag 2020 Tekst: Lukas 2,1-14

Og dette er tegnet, I får: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe! Hvor mange tegn får vi i grunden? Hvor mange af dem, der bliver givet os, ser vi overhovedet? Og endelig: hvordan reagerer vi på de tegn, vi opdager? Det sidste spørgsmål er nok så vigtigt.

Liden tue kan vælte et stort læs, siger vi. For dét er noget, vi lægger mærke til. At blot det mindste fejltrin kan få voldsomme konsekvenser. Men hvorfor har vi ikke et ordsprog, der siger: Et lille tegn kan vende op og ned på dit liv? Eller noget i den retning. Er det fordi, vi er så mærkeligt indrettet, at vi hellere hæfter os ved det, der går galt end ved alt det gode tilværelsen lægger for vore fødder?

Fra vi slår øjnene op om morgenen er vi på alle sider omgivet af tegn på, at livet er godt. For det var jo meningen med det. Og det var hvad Gud Herren sagde til sig selv, hver gang han var nået et stykke vej i sit store eksperiment: han så, hvad han havde skabt, og han så at det var godt! Og det er godt – på trods af alt dét, der truer med at gøre Guds skaberværk til det mørke og kaos der rådede, før Gud skabte lys og liv. Det er godt – på trods af at vi mennesker har så mange sære ting for med dét, vi har fået betroet, med hinanden. Men det er altafgørende, at vi har øjnene åbne for de tegn, der minder os om det gode liv og viser vejen frem, når mørket truer.

Cecilia, som er hovedpersonen i Jan Kjærstads roman ”Tegn til kærlighed” spørger på et tidspunkt sin bedstefar, hvordan han havde kunnet være så sikker på, at det lige var bedstemor, han skulle giftes med. Han havde fået et tegn, sagde han. Cecilia spurgte, hvad det var for et tegn. Først ville han ikke sige det. Alle fik forskellige tegn, sagde han. Men til sidst gav han efter og fortalte, hvorfor han havde sagt ja til bedstemor. Et år efter, at de var blevet kærester – det var mens Elias (som han hed) stadig stod til søs – havde Elsa og han haft en alvorlig uoverensstemmelse netop den dag, hvor han var nødt til at gå om bord igen. Det nagede ham dag og nat under sejladsen i det indre Middelhav. Men da han to uger senere gik i land i Alexandria, stod Elsa på kajen og ventede på ham. Hun var rejst den lange vej ned til Egypten, så de kunne få løst deres problemer. Hun kunne ikke holde ud at gå rundt i uvished, indtil han kom hjem. ”Det,” sagde bedstefar, ”var et tegn på kærlighed. At krydse et helt kontinent.”

En rørende historie, fordi vi ved hvor svært det kan være at overvinde selv banale uoverensstemmelser – og endda med den man elsker. For hver især synes at det er den anden part, der har gjort eller sagt noget forkert. Begge venter på at den anden skal tage det første skridt til forsoning. Og det skridt kan være lige så uoverkommeligt som at krydse et kontinent. For min stolthed tårner sig op foran mig.

Det er vores grundkonflikt som mennesker, der her er beskrevet: at vi står i vejen for vort eget bedste. Vi vil vort eget i stedet for dét, der er godt for os, vi holder på vort eget i stedet for at holde sammen med dem, der vil os det godt. Og hvis vi ikke i tide bliver klogere, så er vi godt på vej ud i kulde og ensomhed.

I Bibelen fortælles denne historie som noget af det allerførste. Adam og Eva måtte absolut spise af det træ, som det udtrykkelig var sagt, at de ikke måtte spise af. De skulle nok selv sætte dagsordenen. Ingen – ikke engang Gud – skulle bestemme over dem. Men så havde de også selv bestemt vejen: det var ud i kulden, ud af Paradiset. Og så handler det meste af den tykke bog i øvrigt om, hvilke bestræbelser Gud gjorde sig for at genoprette forholdet. Pagter blev indgået og pagter blev brudt. Man kunne synes, det rimeligste havde været, om Gud havde indset, at det fra begyndelsen af var en vanvittig ide med det eksperiment at forene ånd og støv. Men han syntes åbenbart, at det var en god ide, værd at kæmpe for. At hans drøm engang måtte gå i opfyldelse: at alle mure og barrierer mennesker imellem – og den mellem mennesker og Gud ikke mindst – måtte falde. At kærligheden måtte blive alt i alle.

Det var dét, eksperimentet gik ud på; men der var ikke meget der tydede på, at det nogensinde skulle lykkes. ”Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne…” og lige meget hjalp det. ”men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn..” Men – og det er virkelig et men der vil noget, så skelsættende er denne begivenhed, at vi begynder at tælle dagene og årene forfra. Gud, himlens og jordens skaber, krydser ikke bare et kontinent, men krydser grænsen mellem himmel og jord for at give os et tegn på kærlighed. Han som har skabt det hele og derfor er i sin gode ret til at sætte reglerne, han som har magten i himlen og på jorden, han vælger altså at vinde menneskene ved at give afkald på magten. Hans tegn på kærlighed er at gøre sig sårbar.

De første der hører om dét, der er sket, er nogle fattige hyrder ude på marken. De sidder ude i mørket og kulden og prøver at varme sig lidt ved et bål, de har lavet sig. Akkurat som vi prøver at varme os ved tanken om, at det er de andre, der er fejl på den, når livet har kørt os ud på et sidespor. Pludselig stråler et voldsomt lys omkring dem og de bliver grebet af frygt. Men englen – for en engel er det, som kommer med det voldsomme lys – englen siger til dem: Frygt ikke, se, jeg forkynder jer en stor glæde…! Hvordan kan man blive grebet af frygt, når man møder den store glæde? Det er vist slet ikke så mærkeligt som det lyder. Prøv at sætte jer i Elias’ sted, da hans skib lagde til kaj i Alexandria, og han der så sin elskede – eller var hun stadig hans elskede? – det var jo dét, hans tanker havde tumlet med, siden han forlod Norge. Men nu stod hun foran ham, og mon ikke han både blev fyldt af lettelse og en ufattelig stor glæde ved at se hende – og samtidig mærkede den lille frygt, der uvægerlig følger med, når et andet menneske lægger sit liv i ens hånd. For den tillid, der bliver vist én, er jo samtidig et umådeligt ansvar.

Også hyrderne fik et tegn: I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe. Og lige da den besked havde lydt, så blev den understreget af en himmelsk hærskare, som sang: Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag! ”Vi har det elendigt, men Gud vil os det godt. Nu har vi det straks en lille smule bedre,” har hyrderne nok tænkt. I hvert fald, da benovelsen over det, de har oplevet har fortaget sig lidt, begiver de sig ind til Betlehem for at se om det skulle være muligt at se et tegn i noget så almindeligt som et nyfødt barn. Og igen er de blevet overvældet. Det gjorde noget ved dem, som de ikke havde regnet med. Det understregede, at det overvældende der var hændt dem ude på marken, det var altså virkeligt nok i al sin overvirkelighed. Fred på jorden – Guds velbehag. Guds fred, Guds kærlighed til menneskene. Det lå dér for deres øjne i et spædbarns skikkelse. Det var tegnet. Og tegnet siger –lydløst – ”jeg er her”.

Så fortalte hyrderne alt, hvad de havde oplevet ude på marken og siden begav de sig tilbage hvor de kom fra. Men de var ikke de samme. De priste og lovede Gud for alt hvad de havde hørt og set. ”Vi er her, ” sang de. Og det er den bedste lovsang, Gud kender fra sin skabning. For så ved han at de har hørt hans kærlighedserklæring. Måske har de fået ny opmærksomhed over for alt det andet, der også er her. Hinanden først og fremmest. Planterne og dyrene, hele den forunderlige natur. I en vis forstand er det en skabelse på ny. Det siger tegnet jo også: et spædbarn lagt i vore arme.

Det er en ny begyndelse. Guds kære børn vi blev på ny.

Og er det ikke som om vi har været der selv? I Betlehem. Set tegnet, mærket hvad det betyder. Omstændighederne i vores omgivelser kan godt tyde på det modsatte – især hvis vi vider perspektivet ud til den store verden, hvor ufred og krig råder mange steder, hvor fattigdom og sult er en daglig trussel på livet, og hvor sygdommen på demokratisk vis rammer både rig og fattig. Men tegnet kan det ikke røre ved. Det siger uantastet: ”jeg er her!” Og får os til at mærke, at vi er her, mere i live synes det som om, mere til stede, med mere mod på livet og med øje for de små tegn på, at vi har Guds kærlighed.

Julen er kommen med solhverv for hjerterne bange. Lyset skinner i mørket. Når vi som hyrderne om et par dage vender tilbage til den daglige dont, så lad os som de prise Gud ved at bringe tegn på lys og håb til dem, der sidder i mørke. Så ”glædelig jul” ikke bare er noget vi siger, men noget, vi gør. Amen.

Her kan du finde søndagens tekst og forslag til salmer.

Læs nogle af præstens ord fra de seneste prædikener her.

GUDSTJENESTE I ØSTERLARS KIRKE