LÆR OM PINSEN I TO NYE FILM

To nye film fortæller i børnehøjde om en af kristendommens største og sværeste højtider, pinsen. Gå på opdagelse i pinsen sammen med tøjdyrene Snapper og Topper.

Filmene er målrettet børn i alderen 6-9 år, og består af to film: ”Hvorfor holder vi pinse?” og ”På opdagelse i pinsens traditioner”.
 
I filmen ”Hvorfor holder vi pinse?” får Snapper og klassekammeraterne pinseferie. Hun møder Topper og undrer sig over, hvorfor de har pinseferie, og hvad pinsen egentlig handler om. ”Gud og Jesus” svarer Topper, men det er ikke helt nok for Snapper. Hun vil vide mere. Derfor beslutter de sig for at besøge præsten Susanne henne i kirken. Det fører alt sammen til en spændende snak om pinsen.
I filmen ”På opdagelse i pinsens traditioner” tager Topper og præsten Susanne ud for at prøve nogle af de traditioner, der er forbundet med pinsen. De står ret tidligt op for at se pinsesolen danse, og de besøger en fiskeforretning for at købe pinsefisk. Pinsefrokosten spiser de sammen ude i naturen. Snapper forbereder i mellemtiden en kæmpe fødselsdagsfest for kirken sammen med sine klassekammerater.
 
De to film om pinse er udviklet og produceret af Danmarks Kirkelige Mediecenter, og er blevet til med støtte fra menighedsråd og Y’s Mens klubber via Støtteforeningen for Danmarks Kirkelige Mediecenter. Filmene er frit tilgængelige for alle interesserede.

Klik ovenfor for at se filmen "Hvorfor holder vi pinse?".

Klik ovenfor for at se filmen "På opdagelse i pinsens traditioner".

Du kan også læse mere ved at klikke ovenfor.