Søndagens tekst

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Seks dage efter tog Jesus Peter og Jakob og hans bror Johannes med sig og førte dem op på et højt bjerg, hvor de var alene. Og han blev forvandlet for øjnene af dem, hans ansigt lyste som solen, og hans klæder blev hvide som lyset. Og se, Moses og Elias kom til syne for dem og talte med ham. Så udbrød Peter og sagde til Jesus: »Herre, det er godt, at vi er her. Hvis du vil, bygger jeg tre hytter her, én til dig og én til Moses og én til Elias.« Mens han endnu talte, se, da overskyggede en lysende sky dem, og der lød en røst fra skyen: »Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag. Hør ham!« Da disciplene hørte det, faldt de ned på deres ansigt og blev grebet af stor frygt. Men Jesus gik hen og rørte ved dem og sagde: »Rejs jer, og frygt ikke!« Og da de løftede deres blik, kunne de kun se Jesus alene. Mens de gik ned fra bjerget, befalede Jesus dem: »Fortæl ikke nogen om dette syn, før Menneskesønnen er opstået fra de døde.«

 Matthæusevangeliet 17,1-9

PRÆDIKEN TIL SIDSTE SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER VED FRANK KÆRGAARD

I romanen Erobreren (af Jan Kjærstad) er hovedpersonen, Jonas, på et tidspunkt på rejse i Armenien og en dag står han et sted, hvor han kan se ind over grænsen til Tyrkiet. Der har han udsigt til bjerget Ararat, hvor Noah ifølge den gamle fortælling strandede med arken efter syndfloden. Jonas bliver helt overvældet af synet af det 5000 m høje bjerg, hvis isdækkede toppe glinser strålende i sollyset. Og han får en oplevelse af selv at være en slags udvalgt – ligesom i sin tid Noah. At også han på en måde bliver født en gang til, får en ny chance.

Der sker noget med ham, kan han mærke, næsten som om bjerget taler til ham. Ja, han får lyst til at slå sig ned på dette fremmede sted, hvor han på forunderlig vis føler sig hjemme, samtidig med at han får en stærk følelse af, at alt kan ske. Alt, absolut alt er muligt, tænker Jonas.

Han var kommet for at se et bjerg, men han så så meget mere: han så sit liv i et helt nyt perspektiv. Og han tænkte: en rejse behøver ikke være lang – i tid – for at være omvæltende. Et døgn eller to på et ukendt sted kan forandre ens liv.

Peter oplever noget af det samme den dag, hvor Jesus har taget ham og to andre disciple med op på et højt bjerg. Pludselig forandres Jesus for deres øjne. Det var som om hans almindelige menneskelige fremtræden gled af ham og i stedet lyste hans ansigt som solen og hans klæder blev hvide som sne. I et tindrende øjeblik oplever de, at himlens kræfter bryder igennem og de ser Moses og Elias stå ved siden af Jesus. Dette øjeblik vil Peter holde fast i og han foreslår at bygge hytter, så de kan blive her, hvor skyggerne nu pludselig forsvinder og det ser ud til at blive til noget, alt det store med Himmeriget, som Jesus så længe havde talt om. Nu så det ud til at skulle blive til virkelighed, det med at sygdom og nød skulle forsvinde, så livet lidt mere overbevisende kunne komme til at ligne det i Paradiset.

Vi kender det godt, både længslen efter det rigtige og oplevelsen af det, når det er der. Også vi har længsler i os – somme tider smertende – efter et liv, der er som det skal være, drømme, der vil et andet liv end det, vi lever. Også vi er somme tider dem, der kalder på en mening og rejser jorden rundt efter svar, som er svære at finde.

Men vi kender også det modsatte. Vi kender alle i én eller anden udgave den forklarelse på bjerget, der kan være i et dyrebart øjebliks oplevelse. Det kan være af mening – som Jonas oplevede det i sin kontakt med bjerget Ararat. Det kan være af almindelig menneskelig lykke, af indsigt, af tro eller af håb. Pludselig kan vi få mod igen, genfinde den lyst, som vi havde tabt, opleve at alt er forandret – på ingen tid. Indimellem er de øjeblikke også vore, hvor livet i et tindrende nu forklares for os, så vi får lyst til at sætte tiden i stå og lade dette vare ved. 

Det sidste er aldrig muligt – de dyrebare øjeblikke er flygtige. Og Peter fik heller noget ud af sit forslag om at bygge hytter på bjergets top. Men flygtigheden til trods: vi lever meget af de store øjeblikke i vores liv, af den glans, de spreder om sig. Vi er aldrig helt de samme, når vi går videre fra dét, vi møder på det ene eller det andet bjerg. En rejse behøver ikke være lang – i tid – for at være omvæltende, siger Jan Kjærstad. Den behøver heller ikke være en rejse overhovedet i et geografisk rum. Den kan godt foregå selv om vi er tvunget til at blive hjemme.

For det er jo rigtigt som Brorson siger i den salme vi hørte/læste først: vi går tit omkring som om vi var blinde, luller os ind i trivielle rutiner, så vi ganske enkelt ikke ser livets herlighed, selv om den er lige for næsen af os.

Ild, vand, luft, sand, sol og stjerne, hver en kerne, hver en dråbe, Herrens herlighed udråbe!

Sommetider skal der bare så ganske lidt til, for at vi får øjnene op.

Til andre tider kan det synes helt umuligt. Vi kan blive så overskygget af det, der suger lyset til sig og opsluger enhver glans, så vi kun tumler rundt i mørke og leder efter mening eller et halmstrå at gribe efter.

Så må vi bede om at få tændt et håbets lys i vores liv, så vi kan finde retning og se, hvad vi er kaldet til, opleve at vi er i live og at der er en mening med det. Som Jonas, da han skuede over mod det bjerg, hvor Noah fik fast grund under fødderne igen. Fik sit liv igen.

Hvorfor skulle Peter ikke bygge hytter på bjerget? Fordi Jesus ikke skulle blive oppe på bjerget i glans og herlighed. Han skulle ned til dem dernede og alle os, der er her nu, for at det lys han er kan skinne dér hvor der er mest brug for det. Og det gjorde det – og det gør det, fordi han gik sin vej helt til enden, overhørte alle forslag om andet og gik ind i det tætteste og mørkeste af alle menneskelivets skygger.

Derfor kan vi nu leve vort liv – ikke i det paradis, vi undertiden drømmer om eller i den lykkestund, vi ikke vil, skal gå over, men i den tryghed det er at vide, at hvor tæt end mørket i os og omkring os bliver, det bliver dog aldrig tættere end at Gud også dér kan finde ind med sin kærlighed til os, som han har skabt og stadig vil livet for. 

Vi behøver ikke bestige bjerge eller foretage lange rejser for at finde lys i mørket. For som Amanda Gorman sluttede sit digt ved præsidentindsættelsen forleden:

For there is always light

If only we’re brave enough to see it

If only we’re brave enough to be it

Gud har taget os til sit hjerte. Han vil os det godt og han vil noget med os. Han sendte sin søn for at være lys i vort mørke. Har vi modet til at se det? Har vi modet til at være det? - hans himmellys, skønt af de små? Amen.

Sidste søndag efter Helligtrekonger

DDS 16 O Gud! hvor er du mer end skøn

Men er det ej en skændig ting,
den største part så blind omkring
i denne verden vanker!
Din skabning ser man daglig på,
dog ser man, som man ikke så,
og går i andre tanker.
Ild, vand, luft, sand,
sol og stjerne, hver en kerne,
hver en dråbe
Herrens herlighed udråbe.

DDS 123 Her kommer, Jesus, dine små

Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå!

DDS 303 Kom, Gud Faders Ånd fuldgod

Lys Gud Faders hjertelag
op for os som højlys dag,
Kristus på sin kongestol
strålende som livets sol!

DDS 163 Fuglen har rede

Fuglen har rede, og ræven har grav,
sneglen bær' huset på ryggen;
verdsligt vor Herre har intet deraf,
han har dog livet og lykken,
deler dem ærligt med hver, som tror:
Ånden og livet er i hans ord.