DDS 752 Morgenstund har guld i mund

Morgenstund
har guld i mund,
og guld betyder glæde,
og glædelig er hver en dag,
som leves til Guds velbehag,
om end vi måtte græde.

DDS 170 Fra verdens morgenstund udgår

De, som på arbejd årle kom,
som Herren lod oplede,
som bærer dagens byrde om,
vansmægter i dens hede,
de venter større løn at få
end de, først Herren kaldte på
en stund, før sol var nede.

DDS 523 Min nåde er dig nok

Min nåde er dig nok,
det ord med ild skal brænde
og i os tænde mod
hver dag til verdens ende.

PRÆDIKEN TIL SEPTUGESIMA SØNDAG VED STIG SAXBJØRN

”Jesus sagde: Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enige med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale jer, hvad ret er. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har i stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det nu blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af dig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.” (Matt. 20,1-16.) 

I forbindelse med, at Jesus taler til folkeskaren og til sine disciple, hedder det et sted, at han lærte "som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge." (Matt. 7,29.)

Datidens skriftkloge manglede ellers ingenlunde myndighed. De besad en folkelig agtelse og en læremæssig autoritet, som mangen dansk folkekirkepræst eller folkeskolelærer af i dag afgjort ville misunde dem. Imidlertid får vi ud fra dagens evangelium et indtryk af, hvori denne særlige myndighed, Jesus sad inde med, bestod. Det var foruden naturligvis magten til at helbrede syge frem for alt evnen til at tale klart og tydeligt. Jesus formåede at fremstille tingene så ligetil, at alle og enhver uden videre kunne forstå det.

Dette gør sig ikke mindst gældende for lignelsen om arbejderne i vingården. Her er der hverken noget kompliceret eller uklart. Ethvert barn kan uden forkundskaber følge med i og forstå denne lille fortælling. Og enhver voksen skal vide, at således er der i Guds rige; sådan er Gud selv. Men ét er at forstå, noget ganske andet er at akceptere. Og der er umiddelbart langt fra det ene til det andet i dette tilfælde. Hvad vi er vidner til, er jo slet og ret en urimelig og grov krænkelse af ligelønsprincippet; en tilsidesættelse af alle gængse spilleregler.

Og det er nøjagtigt lige her, i sammenligningen, at det går galt. Her hvor vi opdager, at nogle andre er kommet lettere til noget, end vi selv er. Eller for den sags skyld, at andre har noget, som vi selv ikke har, og måske aldrig vil kunne få, i henseende for eksempel til pengerigelighed, udseende, klogskab,  popularitet, og sådan kunne vi blive ved. Har man købt noget, man har glædet sig til at få, varer glæden måske ikke længere, end til det opdages, at det kom på tilbud ugen efter, og at man således kunne have sparet det halve ved at have ventet.

Hvor først misundelsen får fat, er der ingen grænser for, hvordan den formår at brede sig til alle sider og fordærve og ødelægge forhold og samvær imellem mennesker. Men hvad enten disse vingårdsarbejdere nu synes om det eller ej, hvad enten vi her i dag bryder os om det, forkynder os altså Jesus, at således er Gud. Så urimelig som denne vingårdsejer er Gud, at han uden videre giver alle lige. Så uretfærdig er Gud, at han uden forskel stiller alle ens.

Eller vi kunne vende spørgsmålet om og sige: Så god er altså Gud. Så ufattelig gavmild er Gud, at han lønner ud over al rimelig forventning. Den bedømmelse er jo også mulig. Skulle vi placere os selv i denne lignelse, forholder det sig jo ganske rigtigt sådan, at vi hører til dem, der blev lejet først, eller måske næstførst. Til arbejde i vingården blev vi alle kaldede, da vi blev døbte og blev Guds børn og derigennem således også hans arbejdere. Og til alle os, hvem, vi så end er, og hvor vi nu måtte befinde os i livet, stiller lignelsen derfor disse to afgørende spørgsmål.

For det første: Er det virkelig ikke nok for os, at vi har fået lov til at blive Guds børn og være under hans varetægt, frem for at være overladt til os selv. Forstår vi ikke, hvor uendelig meget mere, vi har fået i forhold til dem, der 'står ledige på torvet'? Alle dem med et tomt, indholdsløst liv, uden nogen anden mening eller fremtid end den, de selv er i stand til at fylde i det. Er dette at vide sin person og sin indsats uendelig værdsat af Gud og have fuld tryghed i ansættelsen virkelig ikke til glæde for os? Med mindre vi på forhånd er garanteret en bedre lønfor-deling og flere frynsegoder end så mange af de andre an-satte i virksomheden, som siden kom til.

Det spørgsmål bør vi stille os selv. Og skulle vi så stadig mene at have retten på vor side og noget ekstra til gode, er der et spørgsmål mere. Nemlig spørgsmålet om arbejdsindsatsen; om vi virkelig med så stor selvfølgelighed, som vi går ud fra, kan mod-tage den løn, vi får. Spørgsmålet lyder i al sin enkelthed, om vi virkelig, når det kommer til stykket, har ydet et stykke arbejde, der er noget ved. Om vi hele vort liv har troet på og tjent Gud; om vi i alle henseender har sat vor næstes tarv og trivsel højere end vor egen.

Dette er det andet spørgsmål; dette er overenskomsten, vi sluttede med Gud. Og så må jo enhver prøve, for sig selv at svare i al ærlighed og redelighed. Måske bliver svaret, om jeg ser ordentligt efter, slet ikke så opløftende endda, men derimod det stik modsatte og lidet opløftende: At jeg hverken arbejdede hele min livsdag eller den halve eller måske ikke engang én eneste af mit livs timer i virkelig trofasthed og uegennytte.

Dette var netop, hvad der gik op for Martin Luther i klosteret: At han nok arbejdede og gjorde mange gode ting; men at det til syvende og sidst var sig selv, han tænkte på, og som det drejede sig om. Måske finder jeg pludselig mig selv stående sammen med alle dem, der ingen som helst ret har at pukke på over for Gud. Måske kunne det pludselig gå hen og blive mit eneste håb, at Gud ikke er som jeg selv, utilfreds, utålsom og nøjeregnende, men i stedet nådig og god. Og helt dernede iblandt disse sidste forstår jeg måske omsider også, at der kun er én eneste arbejder i vingården, der har krav på den fulde dagløn: Guds egen Søn Jesus Kristus. Han, der ikke alene arbejdede fra tidlig morgen til sen aften, men som også sled sig ihjel, uden at skænke lønnen en tanke. Men har jeg først forstået alt dette, forstår jeg måske også endelig, at der ingen anden mulighed for at få løn er end den, at Gud gør os lige med Jesus.

Og derved skænker os sidste lige så meget som Jesus Kristus, sin ikke alene første, men også ubetinget bedste vingårdsarbejder. At Gud ikke er som vi, men gør med sit, som Han vil, dette er nåden og frelsen for utaknemmelige og rethaveriske mennesker. Og det kunne vel være værd at huske, ikke mindst hver gang vi måske ikke selv føler, at andre har ydet os det, vi så bestemt mente at have et berettiget krav på.

Her kan du læse lidt om vores nye præst, der indsættes d. 23. maj.

Her kan du finde søndagens tekst og forslag til salmer.

Læs nogle af præstens ord fra de seneste prædikener her.

GUDSTJENESTE I ØSTERLARS KIRKE