SALMER

DDS 176 Se hvor nu Jesus træder

Se, hvor nu Jesus træder
hen til den morderstad,
enddog man ham bereder
så grumt et blodebad.

Her er han, som vil bære
en tornekrans for dig,
her er han, som skal være
din drot evindelig.

DDS 380 Op dog, Zion! ser du ej

Op dog, Zion! ser du ej
sejrens palmestrø'de vej
til Guds hus i Himmerig!
Den er og beredt for dig.

Dér er gammen, fred og ro,
dér vi skal for evig bo,
gå, som under grønne lind,
til vor Herres glæde ind.

DDS 206 Vor frelser, du, som døde

Vor frelser, du, som døde
på korsets træ med spot
for vores skyld og brøde
og gjorde alting godt!
O, lad os længer ej
i synden søge glæde,
men ved din hånd betræde
den rette livets vej!

Det er den vej, du viste
fra graven højt i sky,
det er den vej, du priste
for os ved pagten ny;
din Ånd med troens ord
på den os vil ledsage
fra badet uden mage
til Himmeriges bord.

PRÆDIKEN TIL PALMESØNDAG VED JESPER STANGE

Gud, lad os leve af dit ord som dåligt brød på denne jord

Religion og magt er en giftig cocktail og blander sig som cocktails af enhver anden slags. Som gin og tonic, hvis det kan lede nogen på sporet. Og det er med religion og magt som med cocktailen. Når den først er blandet, lader den sig ikke skille igen.

Palmesøndag er nok for mange af os den første søndag i påskeferien men i kirken er det den sidste søndag i fasten. Palmesøndag er en fastesøndag som de foregående og tjener som de foregående til forberedelse af påsken. Og som de foregående også som advarsel mod en skæbnesvanger fejlfortolkning af sand religiøsitet. En advarsel mod den giftige cocktail af religiøsitet og magt.

Magten er en satans fristelse, som vi hørte det 1. søndag i fasten i fortællingen om ’fristelsen i ørkenen’. Den 2. søndag i fasten afdækkede med fortællingen om ‘den kanaanæiske kvinde’ et af magtens virkemidler, når der sættes skel mellem os og ‘de andre’. 3. søndag i fasten viste os, at magten ikke kan hytte sig i neutralitet. Vi fik fortællingen om den urene ånd, som går gennem vandløse steder for at finde hvile men vender tilbage til den, der troede sig fejet og prydet med syv ånder værre end den selv. Og i midfastesøndagens bespisningsunder  så folk i Jesus en lovende brødkonge. “Men han trak sig tilbage…”, hedder det. Det kunne være overskriften over alle fastetidens evangelier.

Fastetidens evangelier er fra gammelt tid fortællingerne om, hvordan Jesus trækker sig tilbage fra ‘magten’. Jesus beskrives fra først til sidst som konge. De vise mænd fra Østerland drog ud for at lede efter en nyfødt konge, og palmesøndag indtager Jesus den religiøse hovedstad hyldet som en konge. Kong Davids søn! Og han dør på et kors under anklagen ‘jødernes konge’.

Sådan begynder og slutter evangeliet (Matthæusevangeliet) med noget, der ligner en magtdemonstration. Det er det ikke. Det er snarere en afmagtsdemonstration. Den nyfødte konge residerede i en stald og Davidssønnen red på et trækdyrs føl. Og korset er en bizar trone.

Var Jesus konge, var han det på en overraskende anderledes måde, end man forestillede sig det. Hvis man ellers kunne se det for bare forestillinger. Det kunne man så ikke.

Jesus blev af af Herodes ved begyndelsen, af folk langs vejen palmesøndag og af hans banemænd langfredag set indenfor rammerne af hersker- eller kongeideologi. Og det blev skæbnesvangert. Det endte galt.

Det ender galt, hver gang mennesker forsøger at forstå Jesus indenfor rammerne af en ideologi. Østens vise trak et barbarisk barnemord i deres kølvand og folkemængdens hyldest her ved indtoget i Jerusalem førte Jesus i armene på rå politiske og religiøse mellemledere. Det viste sig, at der ikke er længere fra Herodes til Pilatus, end en primitiv forestillingsevne rækker. Da folk langs vejen så deres drømme opfyldt, så de deres magt truet.

Matthæus beskriver indtoget i Jerusalem som en opfyldelse af en gammel profeti om en hersker, der viser sin ydmyghed ved at ride på en æsel. Og folk langs vejen ser meget mere, end de ser. Det er som i H.C. Andersnes fortælling om ‘Kejserens nye klæder’. Angsten for at virke dum gør dum. I dette sære karnevalsoptog ser de en konge, men de ser ikke den måde, han er ‘konge’ på.

Tidligere mindede man hinanden om faren for at blive bedraget af sine egne sanser ved indledningen til fastetiden. Man foranstaltede groteske optog af formummede mennesker. Man lod præsten ride gennem sognet baglæns på et æsel for at demonstrere den prædikenens dårskab, verdens skulle frelses ved. Man demaskerede magtens tillokkelse. Alt sammen til advarsel imod de uhyggelige fejlfortolkning, som tager livet af Jesus. Dengang som nu.

Hvis det ikke var, fordi vi har oplevet den religiøse fanatismes genkomst, kunne vi gøre os færdige med denne misforståelse ved at henvise den til historien. Det var dengang, det sker ikke for os. Men det gør det. Religiøsitet og magt forbinder sig stadig med hinanden ved at påberåbe sig guddommelig legitimitet. Det ville kun være alt for let at pege på den muslimske fundamentalisme.

Man kunne med samme ret, - og forbundet med større tristesse, pege på vores repræsentanter på tinge, som i kulturens og nu også på det sidste i religionens navn synes at konkurrere om vores gunst ved at overgå hinanden i fremmedfjendskhed. I religionens navn.

Kulturen som vi for bare et tiår siden betragtede som gennemsekulariseret, verdsliggjort, skal nu demonstrere sin overlegenhed over andre med henvisning til kristen arv. Og det ikke kun ved ånd men ved restriktioner pålagt ‘de andre’.

Det er ikke videre vanskeligt at forstå mekanismen. Den beskrives på side 1 i enhver sociologisk fremstilling. Jo mindre vi kender vores egne koder, de religiøse og kulturelle, desto større vokser sig vores frygt for andres og vores behov for at manifestere en stadigt mere usikker selvforståelse. Det tager sig komisk ud men er i virkeligheden dybt tragisk.

Vi kunne også pege på os selv. Det ville være en god indøvelse i kristendom, hvis vi vedgik den rådvildhed og skuffelse, vi ikke kan skubbe fra os, når det, vi holder for sandt og rigtigt, ikke synes at sige andre mennesker noget som helst og derfor skaber usikkerhed.

Vores tro på Jesus som den, der åbenbarer Gud, og det vil sige den, der gør den usynlige Gud synlig for os, er et blødt punkt i os. Det gør ondt, når det rammes af manglende forståelse. Når der trædes på det. Det ligger i vores kristentros væsen, at den vil deles med andre og da især dem, der står os nærmest. Men den eneste måde at dele kristentroen på er sagtmodig og ydmygt at håbe på og bede om, at den Jesus, vi tror på, selv er den, der kalder troen frem. At troens genstand også er dens årsag. Magt og tvang lader sig aldrig forene med kristentro.

Palmesøndagens advarsel lyder i sin evangeliske iscenesættelse, at usikkerheden ikke overvindes ved at sætte egne ideer og drømme igennem med magt. Folkene langs vejen ind til den kulturelle og religiøse hovedstad heppede på deres drømme i håbet om, at manden på æslet endelig skulle give dem den selvforståelse og den selvfølelse tilbage, som var udfordret af de fremmede romere. Og de så allerede for sig, hvordan ‘kongen’ skulle demonstrere deres egen religions overlegenhed.

Nu er vi klogere og ved, at vi lægger korset på vor Herre, når vi gør ham til bærer af vores ideer og ideologier. Selv de bedste ideer eller måske netop de bedste. Filosoffer, som beskæftiger sig med ondskabens problem, kan igen og igen konstatere, at den største magtanvendelse ikke begås af onde mennesker men af velmenende idealister, som i en højere sags tjeneste mener sig i deres gode ret til at gå over lig for at nå deres mål. Det var Herodes og Pilatus altså slet ikke ene om.

Når vi kan finde på at forbinde Jesus med magtudøvelse har det  den psykologiske begrundelse, at han har så stor betydning for os. Og det, der har betydning for os, vil vi så forfærdeligt gerne også have skal betyde noget for alle andre. Men vi bliver som folkene langs vejen klogere som påskedagene går. De fik ikke opfyldt deres drømme og ikke indfriet deres længsler efter kulturel og religiøs overlegenhed.

Det får vi heller ikke i Jesus Kristus. Han blev offer i et politisk og religiøst magtspil, ja. Men han han døde ikke alene for Herodes og Pilatus skyld men også for alle vores, så vi aldrig skal glemme, at ikke magten men afmagten er porten til det andet menneske. Sagtmodig og ydmyg kommer han, og med det forbillede vil vi møde magtens tillokkelse og udfordring, - og på den måde møde både vor Herre og vores medmenneske.

Tekst: Mt 21,1-9

Her kan du læse lidt om vores nye præst, der indsættes d. 23. maj.

Her kan du finde søndagens tekst og forslag til salmer.

Læs nogle af præstens ord fra de seneste prædikener her.

GUDSTJENESTE I ØSTERLARS KIRKE