Midfaste søndag

DDS 662 Hvad kan os komme til for nød

Hvad kan os komme til for nød,
når Herren er vor hyrde,
bespiser os med Himmel-brød
og letter al vor byrde!
Vor sjæl og vederkvæger han
og læsker den med livets vand,
med Helligåndens nåde.

DDS 123 Her kommer, Jesus, dine små

Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå!

DDS 11 Nu takker alle Gud

Nu takker alle Gud
med hjerte, mund og hænder,
som overflødigt godt
os uforskyldt tilsender,
som os fra moders liv
og første barndomsstund
i alt vort levneds tid
velsigned mangelund!

DDS 6 Dig være, mildeste Gud Fader

Dig også ske al lov og ære,
o søde Helligånd, for al
din hjælp og bistand, ord og lære,
for nådens trøst og søde kald;
thi findes noget godt i mig,
det alt jo virket er af dig.

PRÆDIKEN TIL MIDFASTE SØNDAG VED FRANK KÆRGAARD

Herre, du kommer til os og vi ber, lad alt som her i kirken sker, gi kraft til nye dage.

Dit liv er vort, vor død er din, du kommer til vort lave trin og deler al vor plage.

BRØD. Et dagligdags ord for en dagligdags ting, som kan beskrives ganske nøgternt og videnskabeligt. I detaljer kan der gøres rede for, hvad det består af og hvordan det er fremstillet. Og der er en forklaring på, hvorfor brød er godt for os, hvilke bestanddele i brødet, som fysiologisk optages i og opbygger vores organisme. Der er kraft i brødet, derfor langer vi til fadet. Og for hvert stykke brød, du får, er der mindre til mig. Sådan er den lov, der hersker i vores verden. Ikke at det lige er et problem her hos os, fordi vi har så rigeligt. Men løfter vi blikket en smule og kigger ud over vores hjørne af verden, så er det et kæmpemæssigt problem. Børn dør af sult hver eneste dag, fordi de ikke kan få den næring, de har behov for. Vi har brug for brødet for at overleve.

Men der skal mere til for at leve. Vi har brug for brød i en anden betydning end den vi bruger hos bageren. Vi har brug for det brød, der kan stille sjælens sult. For det er jo den paradoksale kendsgerning, at i vores del af verden, hvor der er overflod, der er der ikke desto mindre et skrig efter mening og fylde. Jesus er svaret på den sult. Han siger det selv: jeg er livets brød, det brød der kommer ned fra himlen som mannaen kom til israelitterne, da de vandrede i ørkenen. Det brød er ikke underkastet verdens lov. Nej, i Guds verden er det lige omvendt: for hvert stykke brød, du får, er der mere til mig! Det var det, man kunne se ude ved søen den dag: da alle 5000 var blevet bespist af nogle få smuler, blev resterne samlet sammen. Og da var der 12 kurve fyldt med det tiloversblevne brød! Det var et tegn.

Sådan kan et ganske dagligdags fænomen pludselig udvides og blive til noget andet og mere end det, der kan dissekeres og forklares. For at give os, der lever i håndgribelighedens verden et lille glimt af evighedens verden, bruger vor Herre noget håndgribeligt, noget, vi kender, som tegn. At forstå et tegn fra evigheden vil sige at se og sanse virkeligheden på en måde, så den både fremtræder som sig selv og samtidig som noget andet, der er større end den selv.

Det lyder vist mere indviklet end det egentlig er – eller i hvert fald behøver det ikke være så spektakulært som den begivenhed, evangeliet fortæller om. Vi kender jo alle det fænomen, at vi på denne tid af året, når vi er kørt trætte i vinterens kulde og sne og korte dage kigger efter de første forårstegn. Den første spæde erantis eller vintergæk som bryder op af jorden er altid andet og mere end et biologisk fænomen. Vi ser andet og mere end den konkrete blomst. Vi ser et tegn på en kraft, som er i stand til igen og igen at skabe og forny liv. Og resten af dagen tager farve af dét, vi har set, for den lille blomst har ikke kun givet et synsindtryk, den har også gjort indtryk på vort inderste: den har fyldt os med glæde og taknemmelighed og undren. Og sådan går det også den næste, der får øje på den, og den næste og den næste igen. For sådan en lille uanselig blomst er i stand til at give glæde og håb til utallige mennesker. Og det er fordi, dét som den er tegn på, er uudtømmeligt. Vintergækken og erantissen visner, men den glæde som de har vakt, lever videre. De, der har set dem, siger til hinanden og dem, de i øvrigt møder på deres vej: tænk, nu er vintergækken eller erantissen kommet frem. Nu bliver det snart forår. Og der opstår en fælles følelse af glæde og lyssyn imellem dem ved at tale om det, de får også en ny opmærksomhed og får lettere ved at få øje på andre forårstegn. Det er som om der falder skæl fra øjnene og propper ud af ørerne: hør lærken synger! Det har den måske gjort et stykke tid, vi har bare ikke opdaget det. I virkeligheden er det her et billede på, hvordan en menighed bliver til: når mennesker bliver grebet af en fælles optagethed af - ja, bliver overvældet af - Guds skaberkraft. Det handler om meget mere end vintergæk og erantis. For det er et tegn.

På samme måde er Jesus et tegn, Guds tegn til mennesker. Det tegn, der fortæller os, at Gud ikke blot er skaberen, der får vintergæk og erantis, korn og græs og træer, ja og menneskebørn til at vokse og trives. Men han er også den, der kan få, dét, som er bukket under, til at leve op på ny. I hans verden er det nemlig ikke sådan, at når du får, bliver der mindre til mig. Nej, der gælder en helt anden lov: den, der giver væk af sit, får mangfoldigt igen. Jesus gav sit liv, og fik dermed lov til at tage alle os, med ind i Guds rige. Hvor vi jo aldrig kunne komme af egen fortjeneste. For vi kan ikke finde ud af at leve vores liv på den måde. Altså det med at give, så får vi. Vi er ligesom fanget af virkelighedens lov: vi tror det handler om at skrabe til os. Selvom allerede hebræerne i ørkenen lærte den lektie, da de samlede manna i krukker: det vi skraber til, det går der fordærv i. 

5 brød og 2 små fisk. Det var hvad der var. Til 5000 mand. Og alligevel blev der 12 kurvefulde brød til overs. Ikke så sært, at de ville gøre Jesus til konge. For det var da en konge, der var værd at samle på. En der kunne mætte munde. Men det svarer til, at man plukker den der første forårsbebuder – uden at fortælle nogen om den – og tager den med hjem og lægger den i pres i en bog. Det er der ingen, der får glæde af. Det er sådan man gør, når man kun ser en pæn blomst. Og ikke ser hvad blomsten er tegn på.

Jesus gik sin vej. Han ville ikke være konge, han ville være brød. Brød til hele verden, brød til alle mennesker til alle tider. Livets brød, kærlighedens brød, barmhjertighedens brød. Det brød, der bliver mere af, jo flere, der spiser det.

Brød giver os kraft, der er vitaminer i det. Det giver os varme, der er kalorier i det. Jesus, livets brød, tegnet fra Gud, giver os kraft til at holde ud i onde dage og varme til at folde os ud og blomstre i gode dage. Hans nærvær ændrer vort liv og ændrer os. For ingen kan tage imod en bid af Guds godhed uden at forandres af det, uden at få trang til at omsætte det i forholdet til andre mennesker. Når vintergækken bryder jordskorpen sker der noget. Og når Guds tilgivelse får et menneskesinds hårde skorpe til at krakelere, sker der også noget. Forsvarsværkets hårde og kolde palisader afløses af lettelse og der breder sig en atmosfære af overbærenhed og forsoning omkring den, der har set, hvad Guds tegn betyder.

Her kan du læse lidt om vores nye præst, der indsættes d. 23. maj.

Her kan du finde søndagens tekst og forslag til salmer.

Læs nogle af præstens ord fra de seneste prædikener her.

GUDSTJENESTE I ØSTERLARS KIRKE