Søndagens tekster

Denne hellige lektie skrives i Anden Mosebog: På Sinajs bjerg sagde Moses til Herren: »Lad mig dog se din herlighed!« Herren svarede: »Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.« Men han sagde: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.« Og Herren sagde: »Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.«

 Anden Mosebog 33,18-23

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Den tredje dag var der bryllup i Kana i Galilæa, og dér var Jesu mor med; også Jesus og hans disciple var indbudt til brylluppet. Men vinen slap op, og Jesu mor sagde til ham: »De har ikke mere vin.« Jesus sagde til hende: »“Hvad vil du mig, kvinde? Min time er endnu ikke kommet.« Hans mor sagde til tjenerne: »Gør, hvad som helst han siger til jer.« Der var dér seks vandkar af sten; de stod der efter jødernes regler for renselse og rummede hver to til tre spande. Jesus sagde til dem: »Fyld karrene med vand.« Og de fyldte dem helt op. Og han sagde til dem: »Øs nu op og bær det hen til skafferen.« Det gjorde de så. Men da skafferen havde smagt på vandet, der var blevet til vin – han vidste ikke, hvor den kom fra, men det vidste de tjenere, som havde øst vandet op – kaldte han på brudgommen og sagde til ham: »Man sætter ellers den gode vin frem først, og når folk har drukket godt, så den ringere. Du har gemt den gode vin til nu.« Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

 Johannesevangeliet 2,1-11

PRÆDIKEN TIL 2. SØNDAG EFTER HELLIGTREKONGER VED FRANK KÆRGAARD

Tekst: Joh. 2,1-11. Salmer: DDS 741, 143 samt 22

Herre, du kommer til os og vi ber, lad alt som her i kirken sker gi’ kraft til nye dage. Dit liv er vort, vor død er din, du kommer til vort lave trin og deler al vor plage.

Dette gjorde Jesus i Kana i Galilæa som begyndelsen på sine tegn… Der er dem, der har ment, at det var en mærkelig begyndelse.

Et ”luksusunder” har man kaldt forvandlingen af vand til vin. Og rigtignok adskiller det sig væsentligt fra de mange undere, hvor Jesus helbreder blinde, lamme og spedalske fra den fysiske nød, de befandt sig i.

Alligevel fortæller Johannes om dette under – i øvrigt som den eneste af evangelisterne – og han sætter det endda allerforrest. Det må betyde, at han anser det for vigtigt, og jeg tror, Grundtvig har set rigtigt, når han i en salme knytter det sammen med skabelsen: ”og klart er det, at ene han, som skabte både vin og vand, kan deres art forandre.” (DDS 143, som er på tavlen lige efter prædikenen)

I begyndelsen var Ordet, det Ord, som skabte lys i mørket og liv af vandenes kaos. Det var det Ord, som var til stede ved brylluppet i Kana i skikkelse af Jesus. Det er dét, Johannes vil sige. Det er altså et skabelsesunder, han beretter om – ikke et luksusunder. Det er ham, der udretter underet, der interesserer evangelisten mere end selve dét, der sker. Derfor fortæller han lige så ligefremt om at vand bliver til vin som at døde bliver vækket til live igen. Og det gælder i øvrigt også de andre evangelister. Det er ikke underne der er mærkelige for det ny testamentes forfattere – selvom de kan forekomme mærkelige for os. For dem er det Jesus, der er det mærkelige, det underfulde, det er hans herlighed, der åbenbares i dagens fortælling – ikke vinens.

Jesus gjorde vand til vin som begyndelsen på sine tegn og åbenbarede sin herlighed, og hans disciple troede på ham.

Det var ikke vinen, de troede på, men det, som vinen var tegn på.

Hvis vi tænker: ”luksus”, så er det fordi, vi bliver hængende ved tegnet og ikke ser, hvad tegnet er tegn på. Måske fordi vi har glemt, hvad et tegn overhovedet er. Og det skønt vi benytter os af dem i udstrakt grad – både til hverdag og i mere højtidelige stunder. Men mange af dem kan ikke tåle at blive målt med forståelighedens eller nyttevirkningens alen. Prøver man på det, kommer de nemt til at tage sig ud som overflødig luksus.

Tag håndtrykket for eksempel, hverdagens sakramente, som en klog kone en gang har kaldt det (Anna Sophie Seidelin). Ser man isoleret på det – og i særdeleshed i de tider, vi lige nu oplever – så er det jo ikke bare overflødigt, men også direkte sundhedsfarligt. Vi lader være med at give hånd – på myndighedernes kraftige anbefaling. Men lur mig om ikke vi vil gøre det igen, når vi alle er blevet vaccineret og faren er drevet over. For selv om håndtrykket for længst har mistet sin oprindelige betydning, nemlig at man rakte den hånd frem som kunne gribe til sværdet mod en fjende - og sidst jeg så mig omkring, så jeg ingen der var bevæbnet med sværd – så vil vi dog gerne fortsat bruge tegnet på god vilje og venskab, når vi møder hinanden.

Ser vi på håndtrykket isoleret, så er det bærer af virus og bakterier, og kan sagtens undværes. Men vi vil helst ikke undvære det, fordi det bærer på så meget andet, nemlig det, som vi betyder for hinanden. Det kan på samme måde som et smil, et kram eller et kærligt ord gøre en mørk dag lys og værd at huske, hverdagens små sakramenter.

Og så er der de store dage, mærkedagene, hvor man har gjort sig umage i køkkenet og kælet for borddækningen og gæsterne møder op klædt i festdragt både udenpå og indeni. Længe kan man leve på mindet om en god fest og det tegn på fællesskab og samhørighed, som den først og fremmest er – ud over den gode servering. Men serveringen er jo en del af det – og slet ikke uden betydning. Den skal helst understøtte - ikke modarbejde – intentionen med det hele.

Det var det, der var ved at ske ved et bryllup engang  i Kana i Galilæa. Hvis vinen var sluppet op, så havde det overskygget alt og været byens samtaleemne længe efter. Men det skete ikke, for Jesus greb ind. Modstræbende, for var det virkelig her, der skulle foretages guddommelig indgriben? Ved at skaffe vin til folk, der tydeligvis allerede havde fået tilstrækkeligt under vesten? Det er der mange fromme mennesker, der siden hen har haft en mening om. Han skulle have ladet være, syntes de. Men det kunne de kun mene, fordi de ikke forstod, at det her ikke handlede om vin. Det var et tegn.. Helt konkret var dette et tegn på, at det bedste kan komme til sidst og at det vi mennesker foretager os sammen ikke er ligegyldigt. Når der er budt til fest, så er det vigtigt at det bliver en fest, at den løfter dem, der tager del i den og peger frem mod noget større og langt mere omfattende – ja, ikke blot for dem dengang men for resten også for os i dag. Det er jo derfor vi skal høre om begivenheden.

Som fandt sted på den tredje dag. Er det blot en helt tilfældig tidsangivelse – eller er det en hentydning til opstandelsen, som også fandt sted på den tredje dag? Det tror jeg godt, vi kan tillade os at antage, for så giver det god mening at sige, at det Jesus foretog sig i Kana i Galilæa blot var begyndelsen. Det store tegn som blev givet os da Gud oprejste ham fra de døde, det er jo det, der giver os håb om, at kærligheden igen kan forvandle alt og engang ved tidernes ende vil gøre det fuldstændigt. At kærligheden vil blive alt i alle.

Men her og nu må vi nøjes med de små tegn. Et ord, en bid brød, en dråbe vin, 3 håndfulde vand hældt over et spædbarns hoved. Som en enkelt erantis ikke er forår, sådan er tegnene i gudstjenesten heller ikke fuldendelsen. Men de er en begyndelse, der sker noget med os, hvis vi tager dem til os og måske og forhåbentlig sker der også noget omkring os.

Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, som er, og som bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed, amen.

2. søndag efter Helligtrekonger

DDS 741 Op, min sjæl, thi sol er oppe

Søde Jesus, hold min tanke
til dit rene bud og ord,
lad i dag min sjæl opsanke
nåde-smuler ved dit bord!
Trøst mig, styrk mig, tag mig vare
ved din egen gode Ånd,
verdens lyster, Satans snare
blive fra min hu og hånd!

DDS 123 Her kommer, Jesus, dine små

Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå!

DDS 143 Med den Enbårnes herlighed

Det første tegn på glædens fest,
som gik for brat til ende,
han gjorde som en bryllupsgæst
ved vand til vin at vende,
og klart er det, at ene han,
som skabte både vin og vand,
kan deres art forandre.

DDS 22 Gådefuld er du, vor Gud

Nøglen er din kærlighed,
og når vi - bag tid og sted -
ser dig i din stråleglans,
vil dit åsyn ligne hans.