1. søndag i fasten

DDS 413 Vi kommer, Herre, til dig ind

Du gik bestandig blandt de små,
afmægtige og svage
som dem, vi ikke agter på
i nutids bitre dage.
Du modtar os, endskønt du ved
om trodsig selvretfærdighed,
med dine åbne hænder.

DDS 123 Her kommer, Jesus, dine små

Lad verden ej med al sin magt
os rokke fra vor dåbes pagt,
men giv, at al vor længsel må
til dig, til dig alene stå!

DDS 336 Vor Gud han er så fast en borg

Guds Ord de nok skal lade stå
og dertil utak have,
thi Herren selv vil med os gå
alt med sin Ånd og gave;
og tage de vort liv,
gods, ære, barn og viv,
lad fare i Guds navn!
Dem bringer det ej gavn,
Guds rige vi beholder.

DDS 634 Du ved det nok, mit hjerte

Velan! så får du kæmpe
og tro trods fald og brud,
at stor er vel Guds fjende,
men større er dog Gud.

PRÆDIKEN TIL 1- SØNDAG I FASTEN VED FRANK KÆRGAARD

Vi begynder med et tilbageblik. Til juleaften. Hjemme hos os og hjemme hos de fleste, tænker jeg, er det sådan, at når vi rundt om træet har sunget det faste repertoire af julesalmer, heriblandt naturligvis ”Et barn er født i Betlehem” med den stærke linje ”forvunden er nu al vor nød”, så slutter vi med ”Nu er det jul igen og nu er det jul igen og julen varer lige til påske. Nej, det er ikke sandt, nej, det er ikke sandt, for indimellem kommer fasten.”

Men hvorfor skal fasten pludselig mase sig ind og ødelægge den gode julestemning? Ja, det skal den jo, fordi det, at Gud kom til verden og blev født som én af os, det var kun begyndelsen. At leve et menneskeliv, det er at leve midt i en kamp mellem gode og onde kræfter. Det onde slider i os både udefra og inde i os selv. Og vi har brug for hjælp til at stå det imod.

Og det er netop i fastetiden, at det bliver tydeligt, at Gud selv blev menneske – helt og fuldt – for at stå ved vores side i den kamp. Så blev Jesus…. I den gamle oversættelse hed det: Derefter blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen. Med den overgang var det måske lidt tydeligere, at det ikke var helt uden betydning for det følgende hvad det var Jesus kom fra. Han kom fra Jordan floden, hvor han var blevet døbt af Johannes, kaldet Døberen. Der er en nøje sammenhæng mellem dét, der skete dér og så dét, som Jesus er på vej til.

For når Johannes tøver med at ville døbe Jesus og siger: Det var snarere dig, der skulle døbe mig, du, som er uden synd. Så er det i grunden en lille forsmag på de fristelser, Jesus kommer ud for i ørkenen, fristelsen til at identificere sig alene med det guddommelige, at se sig selv som den, der har al magt i himlen og på jorden. Men Jesus afviser Johannes og siger: Lad det nu ske, for således bør vi opfylde al retfærdighed!

Og selv om Johannes tænker, at det er en mærkelig form for retfærdighed, helt anderledes end den, han plejer at prædike, så gør han det, døber Jesus som han har døbt de hundreder af mennesker før ham, mennesker, som har erkendt, at de har forfejlet deres liv og har angret. Og det er netop pointen: at Jesus, den rene, gør sig til ét med os. Den fuldkomne solidariserer sig med os ufuldkomne, for sådan er Guds Urimelige retfærdighed. Og da han stiger op af vandet, så åbner himlene sig og der lyder en røst: ”Det er min elskede søn, i ham har jeg fundet velbehag!”. Fra det laveste sted, op af flodsengen dukker han frem og har vist, hvad han har valgt: at være sandt menneske. Og fra det højeste bliver det konfirmeret: Han er samtidig sand Gud. Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Fristelser, dem kender vi til.

Min gamle ven, Niels, bad mig engang om en samtale. Der var noget, han havde gået og tænkt over. Der var en formulering i Fadervor, som han stødte sig på. Det var den bøn, som lyder: ”Led os ikke i fristelse!” Du skal få den lavet om, sagde han. Det er bedre, at vi beder Gud om at ”lede os i fristelserne!” Hvis ikke du gør noget ved det, så skriver jeg til Jyllands Posten.

Det var jo noget af en trussel, men ikke desto mindre var jeg – som I nok kan tænke – nødt til at kapitulere. Fadervor er ikke en bøn, man sådan lige laver om på. Den har vi jo indirekte fået af Jesus selv. Sådan lærte han sine disciple at bede og sådan er den bøn blevet overleveret fra generation til generation. Der er ingen grund til at tro, at den ikke lyder som den skal. Det betyder ikke, at jeg ikke godt kunne forstå min vens anliggende. Han har jo ret i, at vi 1. vader i fristelser, store og små – hver eneste dag og 2. at vi godt kan behøve hjælp. Det kan ind i mellem være mere end vanskeligt at vælge imellem det, vi godt vil have og det, der er godt for os. At gennemskue, hvad der bare i øjeblikket gavner og hvad der på den lange bane er det rigtige at gøre. Fristelserne er et vilkår, vi undgår dem ikke. Men er det ikke også et vilkår, at vi livet igennem selv må træffe vore valg og lære af dem, når vi valgte forkert. Det er vel den proces, der kaldes at modnes og blive voksen. Vi skal ikke bede Gud om at lede os i fristelserne, for i langt de fleste tilfælde ved vi inderst inde godt, hvad det er for nogle, vi skal gå udenom. Og gør vi det ikke, så må vi tage følgerne.

Men vi skal bede som vi plejer: ”Led os ikke i fristelse!”. For den fristelse, som er dagens tema, er af en helt anden art. Jesus ved noget om det. Han ved, hvad det vil sige, at blive ledt i fristelse, for det siges helt klart, at han blev ført ud i ørkenen for at blive fristet. Og fristelsen gik på det allervigtigste: hvem han egentlig var og ville være. Ville han virkelig være et menneske? Eller var det mon ikke bedre at være ved, at han var Gud?

Det er en ganske kortfattet tekst, vi har for os. Men vi kan godt læse mellem linjerne. Det, djævelen imellem linjerne siger til Jesus, er: nu har du selv mærket på din krop hvad det vil sige at sulte. Der er millioner af mennesker, der ikke har noget at leve af. Børn dør dagligt af sult. Du vil gerne gøre noget godt for mennesker. Så giv dem da det, de behøver! Spil Gud-kortet og skab brød af sten. Men Jesus fejer ham af: mennesket lever ikke af brød alene. Han valgte at sulte som de sultne, at være menneske blandt mennesker for at skænke os livets brød, den mad der giver evigt liv.

Og djævelen tog ham op på templets tinde. Styrt dig ned, der sker ikke noget, for Guds engle vil bære dig på hænder – og sidegevinsten vil være, at de mennesker der går rundt i uvished og tvivl endelig kan få vished. Det vil være en barmhjertighedsgerning at give dem en cementfast tro. Men Jesus afstod fra tilbuddet. Han giver ikke meget for den tro, som tvinger mennesket i knæ med ydre vold og bevis. Han vil hellere vinde menneskers tillid ved at tale til hjertet – selv om den tro har tvivlen som følgesvend. Det viser blot, at den er en levende tro og ikke en død viden.

Den sidste fristelse var tilbuddet om magten over hele verden blot for et knæfald for djævelen. Men Jesus sagde nej ligesom han også sagde nej, da skarerne på et senere tidspunkt ville gøre ham til konge. Hans rige er ikke af denne verden. Men i denne verden ville han vise os glimt af det rige, hvor kongen hersker ved at tjene. Fristelsen gik på hans kald. Han stod imod at gå den lette vej. Han valgte den tunge. Og den gik han til ende. Gennem kors og død for at kæmpe kampen mod døden og det onde for os.

Han vandt den kamp. Derfor rejste Gud ham fra de døde på den tredje dag. I vores dåb får vi del i hans sejr og kan synge ”forvunden er nu al vor nød”. Og vi ber: ”led os ikke i fristelse!” Lad os aldrig komme i tvivl om vores kald: at være menneske og medmenneske. Og det lader sig gøre, fordi vi er set som de uperfekte mennesker, vi er, og godtaget. Derfor kan vi synge i en af vore nyere salmer:

Hver gang at jeg syns jeg ku’

helt la vær at være,

står du her med livets nu,

Jesus, du min Herre!

Amen.

Her kan du læse lidt om vores nye præst, der indsættes d. 23. maj.

Her kan du finde søndagens tekst og forslag til salmer.

Læs nogle af præstens ord fra de seneste prædikener her.

GUDSTJENESTE I ØSTERLARS KIRKE