PRÆDIKEN PÅ 3. SØNDAG I ADVENT VED FRANK KÆRGAARD

Herre, du kommer til os og vi ber, lad alt, som her i kirken sker gi kraft til nye dage, dit liv er vort, vor død er din, du kommer til vort lave trin og deler al vor plage. Amen.

Advent. Indadvendt. To ord, som egentlig ikke har noget med hinanden at gøre. Sprogligt set er de slet ikke i familie. Det første er latin og betyder ”komme” – det handler om forventning. Det andet er dansk: vendt indad, eftertænksomhed, kommer man til at tænke på. Man kan også sige, at det første peger fremad, mens det andet er tilbageskuende. De er altså nærmest hinandens modsætning – og alligevel hører de sammen. Så indlysende. Når først man får øre for det. Det fik digteren Halfdan Rasmussen, tilbage i 60’erne da han skrev en ”Julekalender for voksne”. Med ordene ”Advent. Indadvendt.” indleder han et digt til en kvinde, som ikke er helt ung længere. Håret, ansigtet, farven er præget af alderdom, men i ansigtstrækkene kan man stadig ane et lille barn, der smiler.

Advent. Indadvendt./Stadig forventningsfuld./Barndom og alderdom. Muld over muld.

Sådan slutter digtet. Men denne dobbelthed, skal man være op i årene for at genkende den? Nej, det tror jeg ikke. Det er kun de helt små, der kan glæde sig til jul fuldstændig uden at billedet forstyrres eller flimrer. For børnene skal desværre ikke være særlig gamle før de bekymrer sig om alt for voksne problemstillinger, som de burde være forskånet for. Det er jo ikke kun Greta Thunberg, der bekymrer sig om de store problemer, vores planet står over for p.g.a de klimaændringer, vores uhæmmede udnyttelse af jordens ressourcer har medført. Helt ned i de mindre klasser i skolen er eleverne bevidste om både de store globale udfordringer og også de problemer, som er tættere på børns hverdag andre steder i verden: sult, børnedødelighed, manglende mulighed for skolegang, ulige vilkår for drenge og piger. Heller ikke hos børn er advents- og juleglæden mere noget, som bare sådan indfinder sig. Den er blandet. Vi ved for meget. Om hvordan der ser ud ude i verden. Og allerede som teen agere bliver vi også opmærksomme på, at heller ikke vores egen lilleverden er perfekt. At uvenskab og troløshed, sygdom og død hører med til de vilkår, vi lever på. Så tidligt i vort liv begynder det altså at gå op for os, at ægte glæde har sin klangbund i sorgen og at lyset har sin kontrast i mørket.

Hvis nu advent var lutter glæde og forventning, så ville ham, vi hører om i dag, Johannes Døberen, være som en hund i et spil kegler. For han passer ikke ind i det billede. Men har man derimod fået sans for det indadvendte ved advent, så er det straks en anden sag. For på ham passer ordparret. Forventningsfuld og samtidig eftertænksom. Advent og indadvendt. Johannes’ liv havde haft ét og kun ét i centrum: at bane vejen for ham, som skulle komme, Messias. Så meget fyldte forventningen hos ham, at hensynet til ham selv trådte helt i baggrunden, han gik rundt i sit ubekvemme kameluldstøj og talte til dem der gad høre om Messias. ”Han som kommer efter mig, er stærkere end mig… han døber med Helligånd og ild .. han har sin kasteskovl i hånden… han skal rydde,… han skal brænde!” Han, som skal komme – det var ham, det drejede sig om, og Johannes’ ordvalg mere end antyder, at Messias – som Johannes ser ham – er en kamplysten, ja, næsten krigerisk figur. Så kommer han! Han helbreder de syge, uddriver dæmoner, opvækker døde og prædiker godt nyt for fattige. Og da er det Johannes kommer i tvivl, bliver indadvendt og ser tilbage: Har jeg misforstået det hele? Er du den som kommer eller skal vi vente en anden? Johannes ved godt, at hans egen rolle er ved at være udspillet. Han sidder i kong Herodes’ fangehul og det er det samme som vejs ende. Det kan han godt bære. Men hvis han nu totalt har misforstået hvad hans rolle var – ja, så er det ikke til at bære. Derfor sender han bud til Jesus. Han må simpelthen vide besked. Han sender sine disciple afsted for at få klarhed og de kommer tilbage med godt budskab: alle de små tegn på at profeten Esajas’ løfter er ved at blive virkelighed: døve hører, blinde ser, syge bliver raske og døde vakt til live igen. Og de der trænger mest får lov at høre budskabet om, at Guds riges dør står åben for fattige. Johannes kan fortrøstningsfuldt se sin død i øjnene, for hans liv har haft mening. Han har virkelig banet vejen for noget større, et lys så stort, at det kunne trænge ind i det dybeste mørke og give håb for de modløse.

Advent. Indadvendt. Udadvendt? Netop dette års adventstid er måske mere end sædvanligt præget af at vi vender os indad. Symboliseret ved at vi bevæger os rundt med masker for ansigtet, så vi knap kan kende hinanden. Lukket inde med os selv og vores bekymring på grund af den pandemi, der som en anden Herodes tyranniserer os med sin usynlige og livsfarlige magt. Men vi har behov for at se lys i mørket. Nyheden om at corona vaccinen snart er klar til at blive rullet ud er et lys, der giver håb om, at pandemien snart kan overvindes. Alle de lys, vi tænder, både inde og ude, er tegn på at vi ved, at mørkets magt vil blive brudt. At vi tænder dem indenfor er forståeligt nok. Men hvorfor uden for huset, hvor vi ikke kan se dem? Vel for at sprede budskabet til andre: der er håb forude! Snart skal vi igen høre det glade budskab om ham, der kommer til verden som et lys, intet mørke kan få bugt med. Vi ved det allerede, for det er ikke den første jul, vi går i møde. Derfor kan vi allerede nu tage mod til os og selv være små lys i hverdagen for dem, vi møder på vores vej. Og dem, vi ikke møder, fordi de ikke vover sig udenfor, dem kunne vi måske trods juletravlhed finde tid til at ringe til, sætte en blomst på trappen eller tilbyde at handle ind for dem. Somme tider skal der så lidt til at få håbet til at spire hos de modløse, at tænde et lys i mørket. At være udadvendt for at hjælpe et medmenneske til at se ud af for megen indadvendthed og få øje på et lyspunkt i mørket.

Netop i dag, den 13. december, Luciadag, bør vi tage det mod til os – på vores sted med de muligheder, vi nu engang har. Lucia var – ifølge legenden – et menneske, som aldrig glemte at se lyset. Selv i det tætteste mørke stolede hun på, at det lys, Jesus havde bragt ind i verden, også ville sprede mørket i hendes. Og derfor lyste hun selv op omkring sig, hjælp dem der havde hjælp behov, delte gavmildt ud af sit til dem der intet havde, ja spenderede hele sin medgift væk af bare taknemmelighed og glæde. Men dette – for ham at se meningsløse spild af penge på ligegyldige, fattige mennesker – gjorde hendes mand så vred at han anmeldte hende til øvrigheden for at være kristen og hun blev henrettet netop den 13. december. Så når piger og drenge går i optog med Luciabruden forrest og bærer lyset frem, så er det for at vise os, at det lys Jesus bragte til verden, det lyser endnu og vi kan også selv være lys for andre – om det så er stort eller småt, det vi kan udrette. Sol opstår og sol nedgår, når den har gjort sin gerning; Gud give os at skinne så, som himmellys, skønt af de små! Da randt for os guldterning. Amen

Her kan du læse lidt om vores nye præst, der indsættes d. 23. maj.

Her kan du finde søndagens tekst og forslag til salmer.

Læs nogle af præstens ord fra de seneste prædikener her.

GUDSTJENESTE I ØSTERLARS KIRKE