PRÆDIKEN PÅ 2. SØNDAG I ADVENT AF STIG SAXBJØRN

”Jesus sagde: Og der skal ske tegn i sol og måne og stjerner, og på jorden skal folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen. Mennesker skal gå til af skræk og frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes. Og da skal de se Menneskesønnen komme i en sky med magt og megen herlighed. Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.

Og han fortalte dem en lignelse: Se på figentræet og alle de andre træer. Så snart I ser dem springe ud, véd I af jer selv, at sommeren allerede er nær. Sådan skal I også vide, når I ser dette ske, at Guds rige er nær. Sandelig siger jeg jer: Denne skægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.

Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab og dagliglivets bekymringer, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå over for Menneskesønnen.” (Luk. 21,25-36)

Vor Herre Jesus Kristus lærte selv sine disciple at bede: ’Komme dit rige’. Og i dag forkynder han os det glædelige budskab, at denne bøn ikke alene er hørt, men også snart vil blive opfyldt.

Det verdensløb, vi lever i og er en del af, fortsætter ikke i det uendelige. Engang skal det løbe sig selv til døde i en altomfattende, verdensomspændende katastrofe.

Umiddelbart før den tekst, der udgør evangeliet til i dag, forkynder Kristus, hvordan denne verdens undergang skal indvarsles af visse tegn: hungersnød og jordskælv og andre store ulykker.

Den slags begivenheder er jo ofte sket i verdenshistorien og sker stadig med mellemrum; men dette må ikke sløve os og dysse os til ro.

Tværtimod skal det påminde os om, at verdensløbet altid bærer en undergang i sig. Al fremgang og gode tider for menneskeheden til trods.

For der er jo tider, hvor undergangen er sløret. Opgangs-tider, hvor vi tror på og sætter vor lid til fremgang og udvikling og trivsel for hele menneskeheden.

Til andre tider er krisen mere fremherskende, og da håber og beder vi til, at ulykkerne må drive over, og alting atter falde i lave og på plads.

Sådan har det altid været, i tider med krig og borgerlige uroligheder og økonomisk kollaps, og sådan er det også for os i den tid, som vi nu lever i.

Nu coronaen; hvor hurtigt kommer der en vaccine hertil, hvor virksom vi den være, hvilke bivirkninger vil den bringe med sig, og vil vi alligevel skulle leve med Corona under én eller anden form fra nu af og altid?

Også for det enkelte menneske melder det spørgsmål sig gang på gang: Hvordan forholde mig til noget i mit liv, som jeg måske, måske ikke, selv har været med til at frembringe.

Og som uafrysteligt sætter og vil sætte sit præg på mit liv og min tilværelse: nød, sorg, sygdom, tab, ensomhed, frygt.

Også kristne er jo mennesker, der som alle andre jorden over forlader sig på denne verden med alt, hvad der er i den, så vel i sorg som i glæde.

Men kristne vil derudover have noget mere.

De vil have den forudforståelse, at den verden, som går under, er den verden, som var bestemt dertil. For dette har Kristus sagt.

For de troende skal sammenbruddet, ethvert sammen-bruds forfærdelighed til trods, ikke være afslutningen, men det modsatte: Et tegn på udfrielse og nyt liv.

Eller med et gammelt ord: en bebudelse.

I disse decemberdage spejder vi som altid fremad imod  jul. Julesne ser der umiddelbart ikke ud til at komme megen af. Men hvor ville det dog ikke være herligt, om det blev tilfældet! Hvor ville synet af snedriver og en snemand mon ikke kunne fortrænge den knugende coronafølelse, bare et lille øjeblik.

Men den kristne menigheds håb og forventning er ikke afhængig af denne verdens vejrudsigter, eller af verdens gang som helhed. Dens styrke og udholdenhed kommer fra Gud.

Og den kristne menigheds trivsel og glæde skal ligeledes ej heller bestemmes af lykke og ulykkes vilkårlige skiften i verden og i den enkeltes liv.

Den kristne menigheds trivsel og glæde skal vokse som forventningens glæde over den sommer, der, hvor længe den end lader vente på sig, dog til sidst med usvigelig sikkerhed vil oprinde.

For ”Denne slægt skal ingenlunde forgå, før end det er sket alt sammen” siger Kristus. Det betyder forunderligvis, at enden er lige nær for ethvert slægtled.

Fordi ingen af os kender Guds styrelse. Intet menneske véd besked med, hvor i verdensforløbet menneskeheden befinder sig.

Tegn på himmelen og jorden kan begynde at udfolde sig når som helst; ja, måske er de allerede i gang. Blot er vi alt for blinde til at se, hvad der ligger lige for.

At i vort samfund af i dag er under en stadig, heftig forandring som aldrig set før, kan måske også være et tegn eller varsel.

Vi kan ikke vide det. Og vi skal heller ikke nødvendigvis vide det. Til gengæld er der noget andet, vi med sikkerhed både kan og skal vide.

Dette nemlig, at nederlag og undergang for et kristent menneske altid tillige er et forvarsel om forløsning og udfrielse.

Den julenat, hvor Maria fødte Jesus, var det under ve og smerte, og der var ikke meget at se af en frelser for hele folket derinde i denne usle stald.

Den langfredag, hvor Kristus døde på korset, var der heller ikke andet udadtil at se end det totale nederlag, Men da sejrede han over døden og vandt os evigt liv.

Derfor slutter dagens evangelium da også med en formaning. En påmindelse til os om at holde fast ved Kristi ord og forjættelse.

Ikke som en snare skal opløsning og undergang komme over os, ikke som en overraskelse, men som den glæde-lige opfyldelse af alle vore bedste forventninger.

Da Adam og Eva blev drevet ud af Paradiset, skete det fra Guds side for, at de ikke også skulle række ud efter livets træ og leve for evigt som de mennesker, de nu var blevet til.

For Gud vil ikke have ufuldkomne mennesker i sit Paradis; så ville det jo heller ikke være noget rigtigt Paradis. Og derfor lagde Gud allerede på det tidspunkt en plan; med vore nutidsord: en strategi for, hvordan tingene sidenhen skulle genoprettes, skulle normaliseres, at Hans rige skulle komme.

Dette talte allerede, blandt andre, profeten Esajas om, som vi hørte det med disse ord, som vi også kan høre og glæde os over, så gammelt et billede, det end er.

Når vi beder vort fadervor, da er det dagens evangeliums glædelige budskab, at bønnen ikke vil falde til jorden; Gud selv vil opfylde den i sin time.

Derfor er dagens evangelium, med al sin dystre undergangstale, også et fortrinligt, ja, måske oven i købet det bedst tænkelige budskab at gå julen i møde med.

For den kristne er julen nemlig langt mere end en slags kortvarig virkelighedsflugt fra al verdens nød og elendighed.

For den kristne er julen nemlig langt mere end en slags landsdækkende ritualiseret forordning om fællesskab og harmoni.

For den kristne er julen langt mere end dette, for enhver pris at skulle leve op til en ubarmhjertig fordring om fryd og gammen.

For den kristne er julen langt større end skuffelsen over  det, som skulle lykkes; men som ikke gjorde det, sorgen over de mennesker, som man så gerne ville; men som ikke ville én.

For den kristne er julen frem for alt budskabet om Ham, Guds kære Søn, der kom ned til jord for at være nær hos mennesker som deres frelser og forløser.

Og hvor således forventningen om Ham, Jesus Kristus, er i menneskers hjerter, dér er julen nær. Dér vil der altid være sand adventstid.

Her kan du læse lidt om vores nye præst, der indsættes d. 23. maj.

Her kan du finde søndagens tekst og forslag til salmer.

Læs nogle af præstens ord fra de seneste prædikener her.

GUDSTJENESTE I ØSTERLARS KIRKE