PRÆDIKEN TIL 4. SØNDAG I ADVENT VED STIG SAXBJØRN

Dette er Johannes´ vidnesbyrd, da jøderne fra Jerusalem sendte præster og levitter ud til ham for at spørge ham: ’Hvem er du?’ Da bekendte han og benægtede ikke, han bekendte: ’Jeg er ikke Kristus.’ ’Hvad er du da?’ spurgte de ham, ’er du Elias?’ ’Det er jeg ikke,’ svarede han. ’Er du Profeten?’ ’Nej,’ svarede han. Så sagde de til ham: ’Hvem er du da? Vi skal have svar med til dem, der har sendt os; hvad siger du om dig selv?’ Han svarede: ’Jeg er én, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! som profeten Esajas har sagt.’

De var udsendt af farisæerne, og de spurgte ham: ’Hvorfor døber du så, når du hverken er Kristus eller Elias eller Profeten?’ Johannes svarede dem: ’Jeg døber med vand; midt iblandt jer står én, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig at løse.’ Dette skete i Betania på den anden side af Jordan, hvor Johannes døbte. (Joh. 1,19-28)

Fjerde søndag i advent er om nogen søndagen før:

Før vintersolhverv, hvor dagene igen begynder at blive længere, og vi er nået dertil, hvor det simpelthen ikke kan gå hurtigt nok. Før julen med fortællingen om barnet, som bogstavlig talt faldt ned fra Himmelen, og dog fødtes her på jorden som én af os og for vor skyld. Før den store landsdækkende familiefest. Og i år er det tillige: Før indgangen til det næste tidsskifte til det nye årti. Før indgangen til den nye corona-vaccine.

Med andre ord befinder vi os i forventningernes tid, og i år føler vi det kollektivt, som samfund, mere end så mange andre år. Måske endda i den grad, at det kan blive vanskeligt at finde plads i hjerter og sind til at rumme så megen forventning på én gang, som samtidig konstant er truet og præget af frygt og smerte. Alting synes at have betragtelige omkostninger lige nu. At gå udenfor og måske pådrage sig sygdom, eller forblive inde og alene og ensom. At vægte samvær med andre højt, og måske påføre dem, man holder af, smitte. Ikke at have fået gjort sine juleindkøb, medens tid var. Og så videre.

Alle har vi vore individuelle spørgsmål at slås med, beslutninger, som vi er nødt til at tage, og som ikke er uden omkostninger, lige meget hvad vi vælger. Og ikke mindst beslutninger at slås med, som bliver taget hen over hovedet på os af andre, uden at vi kan gøre hverken fra eller til for følgerne. Ja, julen koster; og i år synes prisen, så vel kollektivt som individuelt, at blive ganske overordentlig høj, og så har vi ikke engang iberegnet julegaverne.

Her er det, vi står, umiddelbart før jul, og skal høre om denne mærkelig mand, Johannes med tilnavnet Døber, og hvad han har at sige til det hele. Han opholdt sig ved Jordanfloden og talte stærke ord om, at den frelser fra Gud, som profeten Esajas havde sagt ville komme, nu endelig var kommet. Så stærke ord faktisk, at de øverste kredse i Jerusalem havde fundet det for godt at sende nogen ud for at høre, hvad det hele i grunden gik ud på. For der var tilsyneladende ikke så få, som ikke blot havde hørt, hvad Johannes sagde, men også havde ladet sig døbe, altså underkastet sig en særlig renselsesproces for at kunne møde denne kommende frelser. Så stort et indtryk havde hans ord gjort. Hvad Johannes konkret sagde, hører vi ikke om her, men andetstedsfra, om end indirekte fra profeten Esajas. Hvorfor er det, Johannes siger til os i dag, også vigtigt, og betydningsfuldt? Det er det af den grund, at Johannes viser bort fra sig selv og hen til både profeten Esajas og til frelseren, selv vil han hverken kaldes profet eller frelser.

Sådan er Johannes Døberen: et menneske, som træder helt i baggrunden for at lade en andens historie være vigtigere end hans egen. Johannes Døberen, denne bemærkelsesværdige mand, var bestemt meget i sig selv, han havde et stærkt og engageret liv. Men det, at han kunne være så stærk og engageret skyldtes, at han ikke udelukkende fokuserede på sig selv, men på noget andet. Ja, rent konkret på en ganske bestemt anden. Jesus af Nazareth. Og lod ham og hans historie være kilde til håb og glæde i sit eget liv. Og således er der noget betydningsfuldt og forbilledligt hos Johannes, som vi kan lære af. At rækkefølgen, prioriteringen af vore glæder og sorger, vore indtægter og udgifter, vort håb til vort liv ikke er ligegyldig.

Har vi ikke noget større at knytte til ved og basere vort håb og vore drømme på, kan det være særdeles svært at bevare glæden, selv i gode og da ikke mindst i vanskelige dage. Så er det bare ligesom, at der med hver glæde altid følger en sorg, med hver indtægt altid en udgift. Anderledes, om vi også virkelig som Johannes Døberen er i stand til at knytte vort liv til den person, hvis liv og død, er alle de kristnes omdrejningspunkt. Johannes formåede at lade en andens liv, en andens historie være grundlag for sit eget liv, sin egen historie, og dermed også sin egen glæde. Og han sagde endda om Jesus, kort efter det, vi lige har hørt: Han skal blive større, jeg skal blive mindre.

Det samme gjorde apostelen Paulus. Paulus’ glæde var heller ikke alene bundet op på hans eget liv, og dets succes eller fiasko. Ja, Paulus’ liv var på det tidspunkt endt som en fiasko. For det må man vel kalde det, om man arresteres og bliver kastet i et fangehul. Med udsigten til en dødsdom hængende lige over hovedet. Det må da være svært at se det som en succes i hvert fald. Men Paulus glæde var ikke bundet op på eller afhang af ham selv. Hans glæde var bundet op på Jesus Kristus. Guds Søns kærlighed og tilgivelse som kilde til håb og glæde i verden. Og derfor kunne Paulus sidde i et fangehul og skrive til menighederne omkring ham: Glæd jer, jeg siger atter glæd jer.

Glæden, altså vor egen glæde, kommer og går, alt efter vor succes eller vor fiasko, går op og ned, alt efter hvad vi oplever af godt og skidt i verden som helhed og i vor egen lille hverdag. Hvordan kan det være anderledes i en verden, som ligger i det onde? I en verden, hvor al vor nød nok er forvunden, altså ovevundet, som vi synger i en julesalme, men ikke forsvunden, stadig meget nær og konkret. Johannes betegner sig selv som én, der råber i ørkenen, altså et sted med meget begrænset mulighed for overlevelse, end sige vækst. Ud i det landskab råber han om forløsning, udfrielse, trivsel, frelse. Med ordene, ikke om ham selv, men om Ham, som Gud sender til verden, til denne verdens ørkenland, om Ham, som bringer evigt lys, evig glæde.

Glæden over, at der julenat blev født et barn, hvis historie ikke blot var hans egen, men også blev vor.

Her kan du læse lidt om vores nye præst, der indsættes d. 23. maj.

Her kan du finde søndagens tekst og forslag til salmer.

Læs nogle af præstens ord fra de seneste prædikener her.

GUDSTJENESTE I ØSTERLARS KIRKE