FRA SØNDAGENS PRÆDIKEN, 4. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 6, 36-42:

Det er et problem, når man som barn har lært, at der er noget man ikke kan - ikke fordi man mangler evne eller begejstring, men fordi man er født med et bestemt køn.Det er også et problem, når man som voksen ikke formår at tænke dén tanke om, fordi man selv er kommet til at tro på den, og derfor trækker den ned over hovedet på efterfølgende generationer.

Det er et problem fra et kristenetisk synspunkt ikke mindst: Hvad i alverden er det for en Gud, et barn bliver præsenteret for, når det får at vide, at Gud har skabt det, men samtidig har fundet det uegnet og uværdigt?

Du tror på Gud, men Gud tror ikke på dig? Det er i hvert fald ikke dén kristne Gud, der i Jesus Kristus har åbenbaret sig for mig, dén kristne Gud jeg præsenterer mine unge konfirmander for. Gud skabte os i sit billede, os alle sammen, og han har lagt en perlerække af talenter i hver eneste af os som fødselsgave. Talenter, som vi frit burde udfolde til gavn for verden og til glæde både for os selv og for vores skaber.

FRA SØNDAGENS PRÆDIKEN, PINSEDAG, JOHS 14, 22-31


I sin prædiken Pinsedag slår sognepræst Meghan Welsch Jakobsen et slag for den haltende børne- og ungdomspsykiatri (Johs 14, 22-31). Lad os være talsmænd for dem, der ikke kan tale for sig selv, siger hun:

I vinter besøgte jeg en lukket børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Akutten bliver den kaldt, for her indlægger man børn og unge, der er til akut fare for sig selv eller andre. Selvmordstruede og voldsomt selvskadende børn og unge. Og tilgiv mig, hvis jeg dvæler ved det et øjeblik, det er ikke rart, det ved jeg godt, men jeg vil gerne have, at I kan se stedet for jer, for det var henved det mest triste, jeg nogensinde har oplevet. Det var som at være i koma, tror jeg. Det var nedslidt, klinisk gråt og hvidt, ikke en krone spildt på indretning eller farver på væggen. Noget, der kunne skabe tryghed og ro i et uroligt sind. Møbler var placeret med tilfældighed. Der var ingen udsmykning overhovedet. Panelerne var flere steder flået af væggen. Tremmerne for vinduerne hjalp heller ikke, selv om jeg forstod, hvorfor de var der.

Jeg spiste frokost med de indlagte børn og unge, børn og unge, der lignede børn og unge alle vegne. Jeg spiste en kogt hakkebøf med en gummiske. Den ske var i hvert fald svær at gøre skade med, også på bøffen. Der fandtes gummigafler, fik jeg at vide, selv om jeg ikke så nogen. Vagthavende var en meget ung reservelæge, der talte klingende norsk. Han var venlig, ganske vist, han forklarede mig det ene og det andet.”Forstår du, hvad han siger,” spurgte jeg en af de unge bagefter. ”Nej,” svarede hun. ”Jeg nikker bare og smiler. Jeg vil gerne hjem.”

Fotograf: Suste Bonén