FRA SØNDAGENS PRÆDIKEN, PINSEDAG, JOHS 14, 22-31


I sin prædiken Pinsedag slår sognepræst Meghan Welsch Jakobsen et slag for den haltende børne- og ungdomspsykiatri (Johs 14, 22-31). Lad os være talsmænd for dem, der ikke kan tale for sig selv, siger hun:

I vinter besøgte jeg en lukket børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling. Akutten bliver den kaldt, for her indlægger man børn og unge, der er til akut fare for sig selv eller andre. Selvmordstruede og voldsomt selvskadende børn og unge. Og tilgiv mig, hvis jeg dvæler ved det et øjeblik, det er ikke rart, det ved jeg godt, men jeg vil gerne have, at I kan se stedet for jer, for det var henved det mest triste, jeg nogensinde har oplevet. Det var som at være i koma, tror jeg. Det var nedslidt, klinisk gråt og hvidt, ikke en krone spildt på indretning eller farver på væggen. Noget, der kunne skabe tryghed og ro i et uroligt sind. Møbler var placeret med tilfældighed. Der var ingen udsmykning overhovedet. Panelerne var flere steder flået af væggen. Tremmerne for vinduerne hjalp heller ikke, selv om jeg forstod, hvorfor de var der.

Jeg spiste frokost med de indlagte børn og unge, børn og unge, der lignede børn og unge alle vegne. Jeg spiste en kogt hakkebøf med en gummiske. Den ske var i hvert fald svær at gøre skade med, også på bøffen. Der fandtes gummigafler, fik jeg at vide, selv om jeg ikke så nogen. Vagthavende var en meget ung reservelæge, der talte klingende norsk. Han var venlig, ganske vist, han forklarede mig det ene og det andet.”Forstår du, hvad han siger,” spurgte jeg en af de unge bagefter. ”Nej,” svarede hun. ”Jeg nikker bare og smiler. Jeg vil gerne hjem.”

FRA SØNDAGENS PRÆDIKEN, PÅSKEDAG, MARK 16 1-8

Hvor gik Jesus hen, da han gik ud. Hvor går vi hen, den dag lyset går ud i os? Jeg ville gerne tro, at vi alle ligesom Jesus gik hjem i en eller anden forstand. Hvad end hjem betyder for os. Og det kan være mange forskellige ting. Men det er det, jeg ville gøre. Jeg ville gå tilbage til mit barndomshjem. Jeg ville sidde en aften i skæret fra pejsen med alle de kære, der gennem tiden har været samlet der. Ingen tabt eller savnet mere. En aften i det tidlige forår med en snert af kulde i luften, trods påskeliljerne, der blomstrer i haven udenfor og knopperne på bøgetræerne i skoven. Vi har netop indtaget et måltid af lam og stegte kartofler og en god rødvin. Vi sidder over kaffen og påskeæg, mætte og glade, lette i sindet af vinen, samtalen flyder om det store og det små i skøn forening, som den gjorde i mit barndomshjem, når det var bedst.


En lysende aften bliver langsomt til nat, mens vi sidder der, og så til morgen. Påskemorgen. Den første morgen i det evige liv.

Vågnende jeg ser de døde, i en Påskemorgenrøde.