FRA SØNDAGENS PRÆDIKEN, 5. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUK 5, 1-11:

Jeg tror aldrig, Jesus bebrejdede Peter fornægtelsen. Jeg tror, Jesus forberedte ham, så han ikke ville bebrejde sig selv. Jesus har aldrig bebrejdet nogen, at de ikke var perfekte. Hans mission var jo det modsatte. Jeg tror heller aldrig, Jesus forventede af Peter, at han skulle gøre sig til martyr. Det valg tog Peter selv. Jesus elskede sin ven Peter som det menneske, han var, ligesom Peter elskede Jesus. Og hvis det smukke venskab mellem de to kan lære os noget, så er det dette:

Guds kærlighed til verden kommer til udtryk gennem vores kærlighed til næsten, den næste vi ikke kender. Men Guds kærlighed til os kommer til udtryk i den ven, der kender os bedst.

FRA SØNDAGENS PRÆDIKEN, 4. SØNDAG EFTER TRINITATIS, LUKAS 6, 36-42:

Det er et problem, når man som barn har lært, at der er noget man ikke kan - ikke fordi man mangler evne eller begejstring, men fordi man er født med et bestemt køn.Det er også et problem, når man som voksen ikke formår at tænke dén tanke om, fordi man selv er kommet til at tro på den, og derfor trækker den ned over hovedet på efterfølgende generationer.

Det er et problem fra et kristenetisk synspunkt ikke mindst: Hvad i alverden er det for en Gud, et barn bliver præsenteret for, når det får at vide, at Gud har skabt det, men samtidig har fundet det uegnet og uværdigt?

Du tror på Gud, men Gud tror ikke på dig? Det er i hvert fald ikke dén kristne Gud, der i Jesus Kristus har åbenbaret sig for mig, dén kristne Gud jeg præsenterer mine unge konfirmander for. Gud skabte os i sit billede, os alle sammen, og han har lagt en perlerække af talenter i hver eneste af os som fødselsgave. Talenter, som vi frit burde udfolde til gavn for verden og til glæde både for os selv og for vores skaber.

Fotograf: Suste Bonén