FRA SØNDAGENS PRÆDIKEN, PALMESØNDAG 2019

Hvorfor er vi akavede omkring sygdom, død og sorg i Danmark? Hvorfor vil vi hellere tage os dårligt ud end at tage fat i nogen og sige: Det gør mig så ondt. Er vi bange for, at vedkommende skal bryde sammen i gråd? Og hvad så, hvis de gør? Er vi bange for blive overrendt bagefter, fordi vi har udvist lidt godhed? Det er sandt, mennesker, der har det skidt, er ikke sjove at være sammen med. De tager; de har ikke meget at give af. Men hvis man til gengæld har noget at give dem, så står de der ganske givet også den dag, man selv har brug for dem. For det får man. En dag bliver man selv ramt. Sådan er livet, og døden ikke mindst. Ingen går fri.

Hvad har Jesus mon ikke tænkt, da han sad der alene i cellen sent Skærtorsdag nat? Ham, der havde prædiket næstekærlighed til massernes store begejstring, ham de havde hyldet som konge kun få dage forinden. Ham havde man ikke en eneste kærlig og medfølende gestus til overs for, da det endelig gjaldt. Det må have føltes uendeligt ensomt. Og jeg kommer til at tænke på de sorgfulde linjer fra Salme 69 i Det gamle testamente:

Deres hån har knust mit hjerte,
det kan ikke læges.
Jeg håbede på medfølelse, 
der var ingen,
på nogen, der ville trøste mig, 
jeg fandt ingen.

FRA SØNDAGENS PRÆDIKEN, MIDFASTE SØNDAG, JOHS. 6, 1-15

I middelalderens munkekultur opstod begrebet imitatio Christi – Kristi efterfølgelse. Og skønt psykologien som videnskab jo endnu ikke var opfundet, så blev den vigtig her alligevel: Hvordan træder vi i Kristi fodspor, hvordan opfører vi os som gode kristne? Hvordan møder vi fristelser og udfordringer, hvordan mødte Jesus dem? Og det er jo lige så relevant i dag, som det var dengang.

 

Jesus kunne have siddet nede på bodegaen i Kana hver eneste weekend og været alles ven, fordi han vidste, hvordan man forvandler vand til årgangsvin. Han kunne have siddet som konge blandt en lille flok på Tiberias-siden af Geneseret sø, en flok, der elskede ham, fordi de fik hvert eneste måltid serveret og aldrig mere skulle skaffe til dagen og vejen selv. Jesus kunne have været rar, og det ville have været rart for ham. Men han var ikke rar, han var god, og god kræver, at man kan se forbi egen næsetip, at man kan sætte sig ud over sig selv. At man tør. Det er derfor, rar er en fristelse, mens god er en udfordring. Og misforstå mig nu endelig ikke. Jeg siger ikke, man ikke må være rar. Rar er godt, det er rart, så længe rar og god kan følges ad.