PRÆDIKEN TIL 2. SØNDAG EFTER PÅSKE VED FRANK KÆRGAARD

Herre, du kommer til os og vi ber, lad alt, som her i kirken sker, gi kraft til nye dage. Dit liv er vort, vor død er din, du kommer til vort lave trin og deler al vor plage. Amen.

Hvorfor gjorde du det, Emil? Det er lærerinden, der spørger, efter at Emil frejdigt var gået op til katedret og havde kysset hende på kinden. ”Det gjorde jeg ud af godhed,” svarer Emil. Ja, hvorfor skulle man ellers kysse?

Nej, men så let er det jo ikke. Der er desværre en grund til, at der spørges efter motivet, hvilket den spredte fnisen i klassen også antyder. Det kunne være, Emil gjorde det for at vise sig. Han turde dét, som ingen andre i klassen turde vove, og dermed har han styrket sin position i magthierarkiet. Vi ved det ikke. Men som Astrid Lindgren fortæller historien, tror vi det ikke. Vi tager Emil på ordet. Han gjorde det ud af en godhed, som bare kom over ham. Ligesom han gjorde så mange andre ting, der bare lige faldt ham ind. Og nogle af de impulsive handlinger skaffede ham tænketid i brændeskuret, for selv i så lille et univers som gården Katholt er der regler, som skal overholdes og man kan ikke bare gøre som det passer én uden at tage højde for konsekvenserne.

”Det gjorde jeg ud af godhed!” det er en sætning, som meget sjældent er gangbar i den virkelige verden, for lige så snart, der er stillet spørgsmål ved den gode handling, er der også sået tvivl om motiverne for den. Og når det er sådan, så skyldes det, at hvor der er godhed og omsorg for andre på færde, så er der mulighed for at udøve magt - eller sagt på en anden måde: mulighed for at tage sig betalt for sin godhed.

Det kan der findes mange eksempler på. De fleste af os kender dem fra vores eget liv. Måden at undgå misbruget er netop  at indføre regler. Hvor der er faste regler for, hvad man gør i en given situation, så kan ingen drage motiverne i tvivl, for man gør jo blot det, man skal. Det står skrevet, sådan er det, hold mig og hvad jeg tænker og føler udenfor, for jeg gør kun som jeg har fået besked på. Det kan forekomme, at man så har fået tæmmet omsorgen, så den bliver mere retfærdig: ingen, der udøver omsorg efter bogen, kan mistænkes for at have falske motiver, og de, der har brug for hjælp, får nøjagtig det samme. Men måske får de ikke dét, de har brug for ?

Der har været nogle både triste og ind i mellem også chokerende rapporter om dårlig pleje af beboerne på visse plejehjem. Den umiddelbare reaktion på disse sager i medierne er at politikerne råber op om flere regler. Men faren ved regeltænkningen er, at omsorg og faglig kompetence så bliver presset i baggrunden. For når ledelse og personale vurderes på, om de følger reglerne, så får de også en indbygget angst for at blive hængt ud i medierne, hvis noget falder uheldigt ud. Og resultatet bliver nemt, at de fleste bliver snydt for den pleje, de har brug for. Angsten for at gøre noget forkert står i vejen for at gøre det rette.

Jeg tænker at det her kig ind i vore dages ældrepleje godt kan kaste lys over det, som Jesus vil os, når han kalder sig selv den gode hyrde: det handler om modet til at sætte sig selv ind for det andet menneskes skyld. Og daglejeren, det er i modsætning hertil netop den, der gemmer sig bag reglerne og hytter sit skind: ”Jeg skal i hvert fald ikke på forsiden af Ekstrabladet!”

For hvis sosu-assistenten af menneskelige hensyn gør noget ekstra for Kathrine, så risikerer hun jo at Valdemars familie indgiver en klage over at der er gået nogle minutter fra ham. Og kan man så bare sige: det med Kathrine, det gjorde jeg ud af godhed? Nej, det kan man komme afsted med, hvis man hedder Emil og er en lille lyshåret knægt med blå øjne, som lærerinden ikke kan stå for. Men i det virkelige liv, hvor de frådende formiddagsblade er på farten som glubske ulve, er den ikke gangbar. Men den der vil gøre en ordentlig indsats for alle beboere, må have mod til både at lytte til sin faglige forstand og sit bankende hjerte- med fare for at komme en tur i snidkarboden. Men det kan der jo også sommetider komme noget godt ud af. Eftertænksomhed er ingen dårlig ting. Derimod kan det være dræbende at tænke alt for mange tanker, før man foretager sig noget som helst – af angst for konsekvenserne. Og at regulere alt efter en millimeterstok.

Vi kender det jo fra vores familie. Der er da ingen forældre, der behandler deres børn fuldkommen ens. Nej, vi giver vores børn det, de har brug for, når de har brug for det. Når ét barn er sygt, får det hele opmærksomheden. Det trives hele familien med. Og det er helt i overensstemmelse med det billede, profeten Ezekiel giver af Vor Fader  i Himlen, når han omtaler Gud Herren som en hyrde, der vogter sin hjord: ”De vildfarne vil jeg lede efter, de bortkomne vil jeg føre tilbage, de kvæstede vil jeg forbinde, de syge vil jeg styrke, de fede og stærke vil jeg passe på. Jeg vil vogte dem på rette måde.” Læg mærke til, at den sidste sætning ikke lød: jeg vil vogte dem ens eller retfærdigt – men ”på rette måde”!

Hyrdebilledet anvendes mange steder i Bibelen. Mest kendt er vel Davids salme 23: Herren er min hyrde, jeg lider ingen nød…” som også lægger vægten på tryghed under Herrens omsorg. I Johannes evangeliet får hyrdebilledet tillagt nye dimensioner, fordi det løftes op og bliver mere universelt. Det bliver klart, at der ikke kun tænkes på Israels folk, der er andre får, som ikke hører til denne fold, også dem skal jeg lede, siger Jesus. De skal høre min røst og der skal blive én hjord, én hyrde. Men vigtigst af alt er den måde, han vil være hyrde for os på: fuldkommen kompromisløst: ”jeg sætter mit liv til for fårene.”

Det var ikke tomme ord. I påsken skete det som han havde sagt: han gav sit liv for at lede alle sine forvildede får ind på Paradisets grønne enge. Han døde, for at vi skulle leve.

Og det skal vi så vove at gøre: leve. Ikke som frygtsomme daglejere, der ved det mindste faresignal, lader alt og alle, som vi har ansvar for, sejle deres egen sø. Men vi skal hente mod til at gøre det rette, det gode fra troen på den eneste, som kan sige ”det gjorde jeg ud af godhed” – uden at der kan sættes spørgsmålstegn ved hans motiver, troen på ham, der kalder sig den gode hyrde. Hans selvtilsidesættende (kan man sige det?) godhed blev demonstreret på Golgatha Langfredag og derfor rejste Gud ham op af døden Påskedag for at sige til alle levende og døde: han var min egen godhed i kød og blod. Fordi han gav afkald på at få magt over mennesker i sit jordiske liv, så har han nu al magt i himlen og på jorden. Hans røst vil altid lyde og forhåbentlig vil I mennesker aldrig blive så optaget af jeres egne forsigtighedsregler eller så skræmte af de hylende ulve, at I ikke kan høre den. For så længe I kan, vil der være godhed mellem mennesker og måske til sidst én hjord, en hyrde, den gode.

Amen.

Her kan du læse lidt om vores nye præst, der indsættes d. 23. maj.

Her kan du finde søndagens tekst og forslag til salmer.

Læs nogle af præstens ord fra de seneste prædikener her.

GUDSTJENESTE I ØSTERLARS KIRKE