BIBELVÆRKSTED
Sammen læser vi en eller flere af månedens bibeltekster og reflekterer over indholdet: Hvad handler teksterne om? Hvilken sammenhæng er de taget ud af? Hvad er deres budskab, og hvordan giver de mening i en moderne hverdag?
Værkstedet kræver ingen særlige forudsætninger og afholdes i Præstegården. Alle er velkomne.
BIBELVÆRKSTED ER PT. PÅ PAUSE.
SYNG-SAMMEN
Vi mødes og synger i Østerlars Præstegård kl. 14.00 en fredag i måneden.
Vi synger bl.a fra Seniorsangbogen og drikker også en kop kaffe. Alle er velkomne.
SYNG-SAMMEN ER PT. PÅ PAUSE PGA RETNINGSLINJER FRA PROVSTIET.
ØSTERLARS-GUDHJEM KIRKEKOR
Østerlars-Gudhjems kirkekor er et kor for voksne.
Vi øver onsdage kl. 19.00 - 21.00.
KORETS AKTIVITETER ER PT SAT PÅ PAUSE PGA. UDMELDING FRA BRK.
Henvendelse og spørgsmål til Thorbjørn Jensen på tlf. 61304738 eller thorbjoern.jensen@gmail.com
BABYSALMESANG
Tirsdage kl. 10.00 er er babysalmesang i Gudhjem kirke.
Første gang i efterårssæsonen er tirsdag d. 6. oktober 2020.
Vi synger i ca. en halv time og efterfølgende er der tid til hygge
og en kop te eller kaffe.
Tilmelding kan ske til sanger og sangpædagog
Ursula Bambuch
Tlf. 29868982 eller ursula.bambuch@gmail.com
JEG TAKKER OG BUKKER
Kære sognebørn,
Det er snart tre et halvt år siden, jeg skrev til jer for første gang her i kirkebladet. Nu skriver jeg for at sige farvel: Jeg har fået nyt embede på Sjælland fra de 1. december.
Det har været nogle spændende og lærerige år på øen, og det har været et privilegium at virke i to så skønne og så forskellige kirker, men verden er på kort tid blevet en helt anden. Afstandene føles pludselig større, synes jeg, og jeg er kommet alt for langt væk fra mine nære og kære. De skal have en plads i min dagligdag igen, og jeg i deres, og derfor vender jeg tilbage til min egen fødeø.
Min afløser er endnu ikke fundet. Det er en proces, der tager noget tid, men jeg er sikker på, at I får en præst, som I bliver glade for, og som bliver glade for jer. Under alle omstændigheder træder vedkommende ind i et velfungerende embede. Begge sogne har kompetente menighedsråd under dygtig ledelse og med en fælles vision for fremtiden. Budgetterne ser fornuftige ud, og Gudhjem kirke får lige nu den gennemgribende renovering, som den gennem mange år har trængt til. Og sidst, men ikke mindst så består personalegruppen af medarbejdere, der både kan deres kram og kommer godt ud af det med hinanden. Det har været en sand fornøjelse at arbejde sammen med dem!
Bornholm er en ø med sin egen kultur og sit eget sprog. Det tager tid at lære stedet at kende. Og derfor håber jeg., at I vil tage nænsomt imod jeres nye præst, ligesom jeg håber, at I vil lade vedkommende være sin egen – både som præst og menneske. Det er i den sammenhæng værd at huske, at også kristendommen har ændret sig i takt med tiderne, selv om budskabet om kærlighed og tilgivelse forbliver det samme. Præster uddannes på de teologiske fakulteter til at virke i en moderne og mangfoldig verden, og således er de præster ikke bare for den lille skare, der kommer i kirken søndag formiddag, men for alle deres sognebørn.
Når alt er sagt, så vil jeg sige, at jeg tager afsked med hjertet fuld af smukke billeder. Tak for dem! Til gengæld vil jeg efterlade jer med et par ord af Benny Andersen, som jeg holder så meget af:
Gå nu nat - men gå nu ikke bort
Vi har livet for os, selvom det er kort
Vi skal dele tykt og tyndt, bare se at få begyndt
Vi er her ikke kun til pynt
Gå nu nat - og gå nu lige hjem.
Med kærlig hilsen
Meghan